Aktiedepot og aktiesparekonto: Forstå forskellen
Hvis du er ny til at investere, kommer du også til at forholde dig til forskellen på et aktiedepot og en aktiesparekonto. Og det er kort sagt ret vigtigt, at du forstår forskellen, fordi det har indflydelse på, hvordan du betaler skat og hvor meget du betaler.
Leksikonside om aktieskat
Vi har lavet denne leksikonside, som handler om reglerne for skattebetaling af aktier. De kan være ret komplicerede og vi vil ikke gå i detaljer med dem i dette indlæg, men fokusere på forskellen mellem et aktiedepot og en aktiesparekonto.
Hvad er en aktiesparekonto?
Aktiesparekontoen (ASK) så sit lys, fordi politikerne ønskede at styrke den danske investeringskultur. Måden hvorpå, den skulle styrkes, var ved at give alle danskere mulighed for at investere gennem en aktiesparekonto, som ville spare dem penge i skat. Alt det, du investerer igennem din aktiesparekonto, skal du kun betale 17 procent i skat af. Det er mindst 10 procent mindre end det, du skal betale som normal aktieskat, hvilket vil være den skat, du betaler, hvis du investerer i normale aktier på dit aktiedepot. Hvis dine investeringer stiger, er skattebesparelsen endnu større. Alt ved en aktiesparekonto er til gengæld ikke fryd og gammen. For selvom du betaler mindre i skat af det, du bruger din aktiesparekonto til at investere i, så skal du betale skatten hvert år – også selvom du ikke sælger noget. Så hvis du har investeret i noget gennem din aktiesparekonto, som er steget 1.000 kr. i løbet af et år, så skal du betale 170 kr. i skat i starten af det efterfølgende år (svarende til 17 procent af 1.000 kr.), også selvom du ikke har solgt noget som helst. Det kaldes lagerbeskatning, når du betaler skat af dine investeringer hvert år, selvom du ikke har solgt noget.
- Du betaler kun 17 procent i skat af dine investeringer på aktiesparekontoen.
- Du lagerbeskattes på din aktiesparekonto (betaler skat hvert år)
- Der er et loft på, hvor meget du må indbetale på din aktiesparekonto. I 2024 er loftet på 135.900 kr. I 2024 er loftet på 160.000 kr.
- ETF’er og akkumulerende investeringsforeninger anses som perfekte til aktiesparekontoen. Du kan læse mere på vores side om ETF’er, hvis du vil forstå hvorfor.
- Du kan kun have én aktiesparekonto på tværs af alle de banker, du er kunder hos.
- Her på siden kan du læse alt om aktiesparekontoen.
Hvad er et aktiedepot?
Et aktiedepot er groft sagt det klassiske depot, du skal bruge, for at du kan investere i aktier. Som du nok allerede ved, kan du ikke investere i aktier direkte fra en normal bankkonto. Dette skal du bruge et aktiedepot til. Hvorimod alt på en aktiesparekonto er lagerbeskattet, er du som udgangspunkt realisationsbeskattet på dit normale aktiedepot. Som navnet antyder, betyder realisationsbeskatning, at du betaler skat, når du ”realiserer” noget. Det vil sige, når du sælger ud af en investering. Dette kommer dog an på, hvad du investerer i, fordi enkelte investeringsprodukter også vil være lagerbeskattet på et aktiedepot, fx ETF’er og akkumulerende investeringsforeninger. Det er derfor, de er gode at investere i på en aktiesparekonto, som jo i forvejen er lagerbeskattet. På et aktiedepot vil sådan noget som helt normale aktier være realisationsbeskattet. Det samme er tilfældet for investeringsforeninger, der er distribuerende (betaler udbytteUdbytte er den del af overskuddet, som en virksomhed udbetaler til deres aktionærer.). Du kan læse mere om, hvad det betyder, på vores side om investeringsforeninger.
Aktiesparekonto eller aktiedepot?
Om du skal bruge en aktiesparekonto eller et aktiedepot til at investere i aktier, skal naturligvis være op til dig selv. Hvis du er ny, vil vi dog anbefale dig at begynde stille og roligt med at investere gennem et helt normalt aktiedepot. Når du på et tidspunkt er fortrolig med og rolig omkring at investere, kan du dykke ned i, om du skal begynde at udnytte skattefordelen ved din aktiesparekonto. Det er noget vi anbefaler, fordi du skal undgå at betale ”begynderskat” af dine investeringer, som mange desværre kommer til.
Begynderskat
”Begynderskat” er et ord, vi selv har fundet på. Andre steder kaldes det for ”idiotskat”. Begynderskatten er et ord for den fejl, du kan begå med dine investeringer, hvis du ikke har styr på forskellen på en aktiesparekonto og et aktiedepot.
Det er som oftest, hvis du gerne vil investere i akkumulerende investeringsforeninger eller ETF’er, at fejlen kan opstå. I dette eksempel tager vi udgangspunkt i, at det du investerer i, beskattes som aktieindkomst. Hvis du investerer i disse produkter på dit aktiedepot, bliver du lagerbeskattet, fordi produkterne er lagerbeskattet ligegyldigt hvad. Hvis du investerer i disse produkter på din aktiesparekonto, bliver du også lagerbeskattet, fordi alt på en aktiesparekonto lagerbeskattes. Men på et aktiedepot betaler du minimum 27 procent i skat og helt op til 42 procent afhængig af dit afkastAfkast er et andet ord for din økonomiske gevinst. Dit afkast er altså, hvor meget din investering er steget eller faldet.. På din aktiesparekonto betaler du 17 procent i skat ligegyldigt hvad. Med andre ord, så snyder du dig selv for en årlig besparelse på mindst 10 procent i skat, hvis du vælger at investere i disse to typer af investeringsprodukter på dit normale aktiedepot.
Der er som sådan ikke noget galt i at investere i akkumulerende investeringsforeninger og ETF’er på et aktiedepot. Men hvis du gerne vil investere i denne type investeringsprodukter, og samtidig har plads på din aktiesparekonto, så er der noget galt i at investere i dem på et normalt aktiedepot, fordi du bør fylde op med disse investeringsprodukter på din aktiesparekonto først. Hvis din aktiesparekonto allerede er fyldt op, så er der ingen skam i at investere i ETF’er eller akkumulerende investeringsforeninger på dit aktiedepot.
Skats positivliste
Når vi nu er ved emnet om skat, så bør du bruge lidt tid på at sætte dig in i Skats positivliste, som har rigtig meget at gøre med den anden (og vigtige) gren af, hvordan du beskattes af dine aktieinvesteringer. Den er specielt nyttig, hvis du gerne vil investere i ETF’er og investeringsforeninger. På vores leksikonside om skat af aktier, kan du lære meget mere om, hvilket betydning Skats positivliste har. I dette indlæg har vi også skrevet om, hvor listen er så vigtigt for dig at kende til. Hvis du vil finde positivlisten, kan den hentes på Skats hjemmeside.