De bedste investeringsforeninger

Her på siden har vi samlet nogle af de investeringsforeninger, vi bedst kan lide. Hvis du hellere vil læse om ETF’er, skal du ind på denne side.

Indeksfond eller investeringsforening

Danske investeringsforeninger er et rigtig godt sted at starte for dig, der er helt ny inden for investering. En investeringsforening og ETF minder rigtig meget om hinanden. ETF står for ”Exchange Traded Fund” og fungerer efter samme princip som en investeringsforening. Investeringsforeninger fandtes dog i Danmark lang tid før, at ETF’er blev en ting i udlandet. Investeringsforeninger stammer i Danmark fra 1920’erne, mens den første ETF så sit lys i 1990’erne. Indeksfond og investeringsforening bruges ofte som begreber om præcis det samme og derfor skal du ikke blive forvirret, hvis begreberne blandes sammen på de sider, hvor du læser om dem. Hvis der er tale om en indeksfond, vil forvalterne ofte forsøge at følge et specifikt indeks. Deraf navnet indeksfond. Hvis vil lære mere om, hvad et indeks er, kan du kigge på denne side. Investeringsforening er på sin vis det overordnede begreb, der handler om, at man investerer nogle penge i en pulje, som en forvalter investerer videre på vegne af en. De mange penge, som forvalteren modtager fra investorerne, kan vedkommende bruge til at investere bredt i mange forskellige ting. Og fordi der er tale om så høje beløb i den fælles pulje, kan det hele også gøres billigere, end hvis man selv skulle ud og håndplukke aktier enkeltvis.

Forskellen på en ETF og en investeringsforening

Den store forskel på ETF’er og investeringsforeninger er måden, hvorpå de bliver beskattet. ETF’er er altid lagerbeskattet, mens investeringsforeninger i nogle tilfælde kan være lagerbeskattet. Dog langt fra i alle tilfælde. Du kan læse meget mere om, hvad det betyder på vores side om ETF’er eller vores side om skatteregler for aktieinvestering.

På denne side fremhæver vi fem investeringsforeninger, som vi godt kan lide. Fælles for alle fem herunder er, at de beskattes som aktieindkomst og at de er distribuerende. Det gælder ikke investeringsforeninger generelt — en obligationsbaseret forening beskattes som kapitalindkomst. At de beskattes som aktieindkomst, er klart at foretrække for de fleste. Du kan læse mere på vores side om skatteregler, hvorfor det er tilfældet. Distribuerende betyder, at de betaler udbytte. Udbytte er en del af overskuddet, som nogle virksomheder vælger at udbetale til deres aktionærer . Hvor meget udbytte, du får udbetalt, afhænger af, hvor meget du har investeret i investeringsforeningen. Danske investeringsforeninger, som er distribuerende (betaler udbytte), er også realisationsbeskattede. Det vil sige, at du først skal betale skat af dine investeringer, når du en dag sælger. For ETF’er og investeringsforeninger, som ikke udbetaler udbytte (akkumulerende), er det anderledes. Endnu en gang noget, du kan læse mere om på vores side om skatteregler eller på vores side om ETF’er. Vær dog opmærksom på, at du skal betale udbytteskat af det udbytte, som du modtager ved at være investeret i en distribuerende investeringsforening.

Distribuerende investeringsforening og månedsopsparing

For de nye investorer, som bare gerne vil sætte en automatisk månedsopsparing op og lade platformen investere helt automatisk i noget bredt hver måned, vil vi mene, at distribuerende investeringsforeninger klart er at foretrække. Du får løbende udbetalt lidt udbytte, som din handelsplatform eller bank automatisk trækker skat fra, og så skal du først selv forholde dig til skat, når du en dag sælger (og ikke hvert eneste år, ligesom med fx ETF’er).

Gå på opdagelse efter de bedste investeringsforeninger

Der er mange steder, hvor du selv kan dykke ned i de forskellige investeringsforeninger. Vi vil ikke anbefale det ene over det andet, men Nordnet har en side, hvor det er nemt at gå på opdagelse. Derinde kan du læse om alt muligt forskelligt. Når du først har fundet en eller flere investeringsforeninger, du synes om, bør du undersøge, om den er beskattet som aktieindkomst eller kapitalindkomst. Du kan læse mere på vores side om skatteregler, hvorfor det er vigtigt. Det er også altid en god idé at gå ind på investeringsforeningens egen hjemmeside for at blive klogere på, hvad den investerer i og hvordan den har klaret sig.

De bedste investeringsforeninger ifølge os

Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d. ISIN: DK0010263052. ÅOP: 0,40%.

Følger verdensindekset, hvilket vil sige, at den har en spredning svarende til de 23 udviklede lande i verden. Bred og billig investeringsforening. OBS: Vær opmærksom på, at der findes en lignende investeringsforening, som er akkumulerende. Du skal vælge den distribuerende, medmindre du af andre årsager hellere vil investere i den akkumulerende.

Sparinvest INDEX Globale Aktier KL. ISIN: DK0060747822. ÅOP: 0,50%.

Inkluderer også emerging markets (nye markeder) i sin spredning sammen med udviklede markeder. Med denne investeringsforening får du altså mere spredning, men denne spredning er samtidig mod lande, der ikke karakteriseres som fuldt udviklede (nye markeder).

 

Andre populære investeringsforeninger

Sparindex INDEX OMX C25 KL. ISIN: DK0060442556. ÅOP: 0,30%.

Følger C25-indekset, som dækker over de største børsnoterede virksomheder i Danmark.

Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d. ISIN: DK0010257757. ÅOP: 0,35%.

Investerer i større, amerikanske virksomheder. Minder meget om de populære S&P 500-ETF’er. Så et rigtig godt alternativ, hvis du leder efter noget lignende.

Sparindex INDEX Europa Value KL. ISIN: DK0010297704. ÅOP: 0,40%.

Følger MSCI Europa Value-indekset. Det vil sige valueaktier i Europa.

 

De bedste investeringsforeninger
De bedste investeringsforeninger

 

Mere om de forskellige typer af investeringsforeninger og indeksfonde

Udbytter

For at forstå forskellen, skal du først forstå, hvad ”udbytte” betyder. Udbytte er et navn for de penge, en virksomhed kan vælge at udbetale til sine aktionærer. Nogle virksomheder betaler ofte udbytter, mens andre ikke gør. Det er den del af virksomhedens overskud, som virksomheden beslutter at udbetale til sine aktionærer. Du kan se det som en gode ved at være investeret i virksomheden.

Hvis en virksomhed fx tjener 1 milliard kr. efter at have betalt alle sine forpligtelser, kan den vælge at sige, at den vil udbetale 500 millioner af den milliard til sine aktionærer. Det svarer til halvdelen af virksomhedens overskud. De 500 millioner fordeles ud på det antal aktier, virksomheden består af. Lad os sige, at virksomheden består af 100 millioner aktier. Ved at dividere tallene kan vi regne os frem til, hvor meget udbytte, aktionærerne får for hver aktie, de ejer. I dette tilfælde er det 5 kr. Så alt efter, hvor mange aktier du ejer i den virksomhed, vil du få udbetalt udbytte derefter. Hvis du ejer 100 aktier i virksomheden, vil du modtage 500 kr. 5 kr. x 100 aktier = 500 kr.

Distribuerende investeringsforening

En investeringsforening og ETF er som en kurv af forskellige aktier inden for et specifikt tema. Nogle af de virksomheder, der er i kurven, vil betale udbytte til deres aktionærer hvert år. Hvis investeringsforeningen er distribuerende, betyder det derfor, at du får udbetalt udbytte for den kurv af aktier, du er investeret igennem investeringsforeningen.

En distribuerende investeringsforening er som udgangspunkt realisationsbeskattet. Det vil sige, at du først skal betale skat, den dag du sælger din investering. Du skal dog løbende betale udbytteskat af det udbytte, du modtager. Dette sørger din bank eller handelsplatform ofte for at trække fra automatisk.

Fordelen ved realisationsbeskatning er, at du kun skal betale skat én gang (foruden udbytte, som betales løbende). Det foretrækker mange. Det er samme princip, hvis du køber en normal aktie. Her skal du også først betale skat, den dag du sælger aktierne.

Fordi en distribuerende investeringsforening (kan også kaldes indeksfond) er realisationsbeskattet, passer den godt på et normalt aktiedepot.

Akkumulerende investeringsforening

En akkumulerende investeringsforening fungerer på en lidt anderledes måde, når det kommer til udbyttet fra de virksomheder, foreningen er investeret i. Her vil de nemlig ikke blive udbetalt til dig, men til gengæld geninvesteret automatisk. Der er mange der foretrækker denne løsning, fordi du på den måde får mere ud af renters-rente effekten. Ulempen ved en akkumulerende investeringsforening er til gengæld, at den er lagerbeskattet. Det betyder, at du skal betale skat af dine gevinster hvert år – også selvom du ikke har realiseret dem. Det er også derfor, at akkumulerende investeringsforeninger og ETF’er passer godt til aktiesparekontoen. Den er nemlig i forvejen lagerbeskattet, dog med en skattebesparelse.

Du kan læse meget mere om skattereglerne for de forskellige investeringsforeninger på vores side om skat.

Liste over realisationsbeskattede investeringsforeninger (oktober 2024)

Vi har gjort det nemt for dig og lavet denne liste nedenfor, som viser en oversigt over investeringsforeninger, der beskattes som aktieindkomst og efter realisationsprincippet. Vær opmærksom på, at listen er lavet og opdateret oktober 2024, hvorfor der kan være sket ændringer, når du ser den. Derfor er det vigtigt, at du selv tjekker efter, at investeringsforeningerne stadig beskattes som aktieindkomst efter realisationsprincippet. Næsten alle investeringsforeninger nedenfor er naturligvis udbyttebetalende (distribuerende), fordi de akkumulerende fonde, en dansk investor oftest møder, er investeringsselskaber og derfor beskattes efter lagerprincippet. Dette gør sig dog ikke gældende for de to Storebrand-investeringsforeninger, som faktisk både er akkumulerende og beskattes efter realisationsprincippet, fordi de håndterer udbytte på en bestemt måde, som vi ikke vil gå i detaljer med her.

ISIN Navn ÅOP
DK0061532322 Bankinvest BIX Danske Aktier Ansvarlig Udvikling A 0,44
DK0061133709 Bankinvest BIX Globale Aktier ESG Universal 0,51
DK0061279163 Bankinvest BIX USA Aktier ESG Universal A 0,57
DK0010264456 Danske Invest Bioteknologi Indeks KL 0,5
DK0060244242 Danske Invest Danmark Indeks ex OMXC20, klasse DKK d 0,28
DK0010266238 Danske Invest Danmark Indeks, klasse DKK d 0,35
DK0015737563 Danske Invest Europa Indeks BNP, klasse DKK d 0,35
DK0010266311 Danske Invest Europa Indeks, klasse DKK d 0,5
DK0010207141 Danske Invest Fjernøsten Indeks, klasse DKK d 0,4
DK0010263052 Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d 0,4
DK0016023229 Danske Invest Teknologi Indeks KL 0,5
DK0010257757 Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d 0,35
DK0061671872 Great Dane INDEX+ 0,05
DK0060240927 Lægernes Invest, LI Aktier Danmark Indeks 0,45
DK0060239671 Lægernes Invest, LI Aktier Globale Indeks 0,3
DK0061134517 Lån & Spar Invest Danske Aktier Basis 0,3
DK0061134277 Lån & Spar Invest Globale Aktier Basis 0,44
DK0060950111 Nordea Invest Emerging Markets Enhanced KL 1 0,65
DK0060949964 Nordea Invest Europe Enhanced KL 1 0,58
DK0060949881 Nordea Invest Global Enhanced KL 1 0,58
DK0061112893 Nordea Invest Global Small Cap Enhanced KL 1 0,65
DK0060451623 Nordea Invest Globale Aktier Indeks KL 0,53
DK0060950038 Nordea Invest Japan Enhanced KL 1 0,6
DK0060831451 Nordea Invest North America Enhanced KL 1 0,6
DK0016048994 Nykredit Invest Globale Aktier Basis KL 0,47
DK0060748044 Sparinvest, INDEX Bæredygtige Europa KL 0,5
DK0060747905 Sparinvest, INDEX Bæredygtige Global KL 0,5
DK0010297977 Sparinvest, INDEX Bæredygtige Japan KL 0,5
DK0060748200 Sparinvest, INDEX Bæredygtige USA KL 0,5
DK0010297464 Sparinvest, INDEX Dow Jones Sustainability World KL 0,4
DK0010297548 Sparinvest, INDEX Europa Growth KL 0,4
DK0010297621 Sparinvest, INDEX Europa Small Cap KL 0,4
DK0010297704 Sparinvest, INDEX Europa Value KL 0,5
DK0060747822 Sparinvest, INDEX Globale Aktier KL 0,5
DK0060031847 Sparinvest, INDEX Globale Aktier Min, Risiko KL 0,5
DK0060748713 Sparinvest, INDEX Høj Risiko KL 0,69
DK0060748630 Sparinvest, INDEX Mellem Risiko KL 0,62
DK0060442556 Sparinvest, INDEX OMX C25 KL 0,3
DK0010298272 Sparinvest, INDEX USA Growth KL 0,5
DK0010298355 Sparinvest, INDEX USA Small Cap KL 0,5
DK0010298439 Sparinvest, INDEX USA Value KL 0,4
NO0010841588 Storebrand Indeks – Alle Markeder A5 0,3
NO0010841570 Storebrand Indeks – Nye Markeder A5 0,4
DK0061541232 Sydinvest Indeks Danmark 0,5
DK0061111572 Sydinvest Indeks Morningstar Leaders 0,5
DK0060033116 Sydinvest Indeks Tyskland 0,5

Spørgsmål og svar om investeringsforeninger

  • Hvad er en investeringsforening?
    En pulje af penge fra mange investorer, forvaltet professionelt. Giver spredning og lavere omkostninger.

  • Hvad er forskellen på en investeringsforening og en ETF?
    ETF’er handles på børsen og er altid lagerbeskattede. Investeringsforeninger kan være realisations- eller lagerbeskattede. Om en fond står på Skats positivliste afgør, om afkastet beskattes som aktie- eller kapitalindkomst.

  • Hvad betyder det, at en investeringsforening er distribuerende?
    Den udbetaler udbytte løbende. Investeringen er typisk realisationsbeskattet.

  • Hvad betyder det, at en investeringsforening er akkumulerende?
    Udbyttet geninvesteres automatisk. Ofte lagerbeskattet.

  • Hvad er forskellen på realisationsbeskatning og lagerbeskatning?
    Realisationsskat = skat ved salg. Lagerbeskatning = skat hvert år på gevinst, selv uden salg.

  • Passer investeringsforeninger til en månedsopsparing?
    Ja, især distribuerende fonde er velegnede, da skat og udbytte håndteres automatisk.

  • Er en indeksfond det samme som en investeringsforening?
    Ja, en indeksfond er en type investeringsforening, der følger et bestemt indeks.

  • Hvordan vælger jeg den bedste investeringsforening?
    Se på ÅOP, spredning, type (distribuerende/akkumulerende) og beskatning.

Ofte stillede spørgsmål

Kan man købe investeringsforeninger på en aktiesparekonto?

Ja — aktiebaserede, distribuerende investeringsforeninger kan handles på en aktiesparekonto (ASK), selvom de ikke fremgår af Skats positivliste (der primært gælder ETF’er). Det skyldes, at disse foreninger allerede beskattes som aktieindkomst. Bemærk dog, at ASK er lagerbeskattet med 17 % — modsat de samme foreninger på et almindeligt depot, hvor beskatningen er realisationsbaseret. Læs mere om reglerne på vores side om skat af aktier og om aktiesparekontoen.

Hvad er forskellen på en aktiv og en passiv investeringsforening?

En passiv investeringsforening (indeksfond) forsøger at følge et bestemt indeks — fx et globalt aktieindeks — uden at en forvalter aktivt vælger hvilke aktier der købes og sælges. En aktiv investeringsforening har derimod en eller flere forvaltere, der løbende træffer investeringsbeslutninger med målet om at slå markedet. Passive fonde har typisk markant lavere årlige omkostninger end aktive fonde, og forskning viser konsekvent, at de fleste aktive forvaltere ikke formår at slå et bredt indeks over tid.

Hvad koster det at investere i en investeringsforening?

Omkostningerne varierer betydeligt — passive indeksfonde kan have årlige omkostninger på under 0,20 %, mens aktivt forvaltede foreninger ofte ligger på 1,0–1,5 % om året. Over mange år kan selv en tilsyneladende lille forskel i de årlige omkostninger have stor betydning for det samlede afkast, fordi de trækkes af den samlede formue hvert år. Når man sammenligner foreninger, bør man altid kigge på de samlede årlige omkostninger — ikke kun kurtagen ved køb.

Bør investeringsforeninger ligge på aktiesparekontoen eller i et frit depot?

Begge er muligt, men valget har konsekvenser. Man kan placere investeringsforeninger på sin aktiesparekonto — men vær opmærksom på, at ASK altid er lagerbeskattet med 17%, uanset om investeringsforeningen i sig selv ellers ville være realisationsbeskattet i et almindeligt depot. For de fleste investorer giver det derfor mere mening at placere distribuerende investeringsforeninger i et frit depot, så man kan udnytte realisationsbeskatningen, og i stedet bruge ASK-pladsen til ETF’er — se vores guide til optimering af aktiesparekontoen.

Hvordan finder man ud af, om en investeringsforening beskattes som aktieindkomst eller kapitalindkomst?

En dansk distribuerende investeringsforening beskattes typisk som aktieindkomst, men det er ikke altid tilfældet — og kapitalindkomst er generelt hårdere beskattet for de fleste. Det kan derimod ikke afgøres ved at slå fonden op på Skats positivliste, for den gælder investeringsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens § 19 — typisk udenlandske ETF’er — og en dansk udbyttebetalende investeringsforening skal slet ikke stå på den. Det præcise tjek er rubrikken i dine skatteoplysninger: rubrik 66 betyder aktieindkomst efter realisationsprincippet, mens rubrik 30 betyder kapitalindkomst. Du kan også læse mere om reglerne på vores side om skat af aktier.

Kan investeringsforeninger bruges i en månedsopsparing?

Ja — hos fx Nordnet og Lunar kan man sætte en månedsopsparing op med udvalgte investeringsforeninger, så et fast beløb investeres automatisk hver måned uden kurtage. Det er særligt populært med brede, billige indeksfonde, og kombinationen af automatisk investering og realisationsbeskatning gør det til en af de mest lavpraktiske måder at spare op på for begyndere.

Udgivet: 01/09/2024 – Senest opdateret: 13/10/2026

Beskattes din investeringsforening som aktieindkomst eller kapitalindkomst?

Det afgøres af, om foreningen er aktiebaseret eller obligationsbaseret — ikke af, om den står på Skats positivliste. En dansk udbyttebetalende investeringsforening er et investeringsinstitut med minimumsbeskatning. Er den aktiebaseret, er gevinsten aktieindkomst og opgøres efter realisationsprincippet, altså først når den sælges.

Det er en udbredt misforståelse, at en dansk investeringsforening skal stå på Skats liste over aktiebaserede investeringsselskaber for at blive beskattet som aktieindkomst. Listen gælder investeringsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens § 19 — typisk udenlandske ETF’er. Et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning hører under andre regler og skal slet ikke stå på listen. Finder du ikke din forening der, siger det derfor ingenting om dens skat.

Forskellen, der betyder mest i kroner, er hvornår skatten opgøres. Et investeringsselskab opgøres efter lagerprincippet: der betales skat af årets værdistigning, også selv om intet er solgt. Et aktiebaseret institut med minimumsbeskatning opgøres efter realisationsprincippet, hvor skatten først falder ved salg. Det er den egenskab, der gør distribuerende danske foreninger attraktive i et frit depot.

Det mest præcise tjek er rubriknumrene i Skats egen oversigt over investeringsbeviser. Rubrik 66 dækker aktiebaserede institutter med minimumsbeskatning som aktieindkomst, mens rubrik 345 dækker aktiebaserede investeringsselskaber og nævner lagerprincippet direkte i rubrikteksten. Står dine beviser i rubrik 66, er der tale om realisationsbeskatning.

Hvad afgør skatten på et investeringsbevis (oktober 2026)
TypeHvornår opgøres skattenIndkomsttypePå Skats positivliste?
Dansk udbyttebetalende investeringsforening, aktiebaseretRealisationsprincippet — først ved salgAktieindkomstNej — den type hører ikke på listen
Dansk udbyttebetalende investeringsforening, obligationsbaseretRealisationsprincippetKapitalindkomst, med en bagatelgrænse på 2.000 kr.Nej
Dansk akkumulerende investeringsforeningRealisationsprincippetAktieindkomstNej
Investeringsselskab, aktiebaseret — typisk en ETFLagerprincippet — hvert år, også uden salgAktieindkomstJa — det er præcis den liste
Investeringsselskab, obligationsbaseretLagerprincippetKapitalindkomstNej
Indkomsttype og princip er læst direkte af rubrikteksterne på skat.dk (rubrik 30, 38, 66 og 345). På en aktiesparekonto gælder i stedet 17 % efter lagerprincippet, uanset hvad der står i tabellen.

Kilder: skat.dk: Skat af investeringsbeviser udstedt af investeringsforeninger og investeringsselskaber (tjekket 13-10-2026) · skat.dk: Beviser og aktier i investeringsforeninger og selskaber (IFPA) — listen over aktiebaserede investeringsselskaber (tjekket 13-10-2026) · Den juridiske vejledning C.B.4.1: Forskellige typer investeringsselskaber, investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde (tjekket 13-10-2026) · skat.dk: Aktiesparekonto (tjekket 13-10-2026)

Søg på hjemmesiden