Alle børsnoterede virksomheder er inddelt i grupper efter det, der kaldes Global Industry Classification Standard (GICS). GICS blev introduceret i 1999 som et universelt, troværdigt og fleksibelt investeringsredskab. Der findes i dag 11 sektorer, 25 industrier, 74 brancher og 163 underbrancher (og der tilføjes løbende flere). Det betyder, at enhver børsnoteret virksomhed kan kategoriseres under en sektor, industri, branche og underbranche. Hvis du vil nørde med de forskellige grupper, kan du læse mere her.
For at forstå om en virksomhed er en god investering, giver det altid mening at sammenligne med lignende virksomheder. Globalisering er årsagen til, at GICS i sin tid blev udviklet. Engang var det normalt at sammenligne virksomheder med den økonomiske udvikling i virksomhedens hjemland. Men som verden blev mere og mere globaliseret, ikke mindst i den vestlige del af vores samfund, gav det pludselig mere mening at vurdere og sammenligne virksomheder på sektorniveau.
De 11 sektorer
De 11 sektorer er finans, ejendom, teknologi, cyklisk forbrug, industri, materialer, stabilt forbrug, sundhed, energi, kommunikationsservice og forsyning.
Tag fx en virksomhed som Novo Nordisk. For at blive klogere på, om det er en god virksomhed og potentielt god investeringsidé, giver det mest mening at sammenligne med dens nærmeste konkurrenter, som hovedsageligt er virksomheder i andre lande. Her vil det ikke give lige så meget mening at sammenligne med andre store virksomheder som Carlsberg og DSV.
Virksomheder i samme sektorer bevæger sig ofte parallelt til nyheder, som påvirker deres sektor generelt. Hvis EU vedtager meget restriktiv lovgivning mod annonceringsvirksomheder, som kan påvirke deres indtjening negativt i fremtiden, så er det formentlig alle annonceringsvirksomheder, der bliver påvirket, og ikke bare nogle få. Et klassisk eksempel er, når der er uro i et område, som tvinger rederivirksomheder til at sejle ad omveje. Det er med til at presse fragtpriserne op og er derfor noget, der kommer alle rederiselskaber, som sejler i det område, til gode. Der findes selvfølgelig undtagelser til begge eksempler.
En anden vigtig grund til at forstå de 11 sektorer skal findes i den måde, du kan sprede din aktieportefølje på. Hvis du kun har investeret i Novo Nordisk, Genmab, Zealand Pharma, Coloplast og Ambu, så er du 100% investeret i sundhedssektoren. De dage, hvor sundhedsaktierne nyder godt af medvind på aktiemarkedet, er det jo skønt. Men de dage, hvor det ikke er sundhedsaktier, der står øverst på investorernes ønskeliste, kan det gøre meget ondt. Din sektormæssige spredning er med andre ord meget lille. Derfor kan en forståelse for sektorer også hjælpe dig med at forstå, hvordan du strikker en porteføljeEn portefølje er ikke så meget andet end et ord for din samlede gruppe af investeringer. Hvis du ejer 15 forskellige aktier og en ETF, så består din portefølje af 15 forskellige aktier og en ETF. More sammen, der passer til lige netop dit temperament.
Der er mange andre ting, som en forståelse for sektorer kan gøre dig klogere på, men helt overordnet er én ting sikker, og det er, at det kan hjælpe dig til at blive en bedre investor.
VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER
Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi.