Hvad er en ETF?
ETF er en forkortelse for Exchange-Traded Fund, der på dansk betyder børshandlet fond. En ETF er ligesom en kurv af forskellige investeringer, du kan købe og sælge, ligesom når du køber og sælger aktier. Kurven (altså ETF’en) kan fx bestå af alle mulige forskellige aktier. Det betyder, at du ejer en lille del af alt det, der er i kurven (ETF’en). ETF’er og investeringsforeninger minder meget om hinanden, men kan være forskellige i den måde, de bliver beskattet på. En ETF handles på børsen præcis ligesom aktier handles på børsen. Det vil sige, at du kan købe og sælge dem fra dag til dag. Du er ikke bundet til en specifik periode.
ETF’er er blevet populære at investere i
ETF’er er blevet meget populære blandt danske investorer og det er der en god årsag til. Først og fremmest er det en billig måde at investere i mange aktier på. Nogle ETF’er følger udviklingen hos mere end 2400 aktier verden over. Hvis du selv skulle ud at købe hver enkelt af dem, ville det blive ret så omkostningsfuldt. Derfor er det en billig måde at investere i mange forskellige aktier på. For det andet får du en rigtig god spredning (diversificering). Der er mindre risiko forbundet med at købe en ETF inden for et specifikt område, end der ved at købe en specifik aktie inden for et specifikt område. I modsætning til enkeltaktier vil du derfor ikke se dine ETF’er stige voldsomt på de gode dage. Til gengæld vil du heller ikke se dem falde voldsomt på dårlige dage.
ETF’er er også et godt valg til dem, der gerne vil investere sine penge, men ikke ved særlig meget om investering og ikke har interesse i at bruge særlig meget tid på det. Hvis du bare vil investere i noget, der (forhåbentlig) vokser stødt over tid og uden den største risiko, er en ETF ofte det helt rigtige valg.
ETF’er til forskellige behov
Der findes ETF’er inden for mange forskellige temaer. For hver ETF kan du altid se, hvilke typer af aktier den investerer i. ETF’en kan været inden for indeks som fx C25, S&P 500 eller verdensindekset. ETF’er kan også være inden for specifikke geografiske områder eller sektorer som fx Europa, Asien og Sydamerika eller sundhedssektoren, finanssektoren og teknologisektoren. ETF’er kan også være inden for specifikke industritemaer såsom IT-sikkerhed, fedme, kunstig intelligens og elbiler.
ETF og aktier
En ETF og en aktie er ikke det samme, men minder alligevel om hinanden på mange måder. En ETF er en samling af aktier, mens en aktie bare er en enkeltaktie. Du kan fx vælge at købe en Novo Nordisk-aktie eller en ETF, der følger sundhedssektoren. Med ETF’en vil du have investeret i mange forskellige sundhedsaktier, hvori Novo Nordisk indgår. Du vil derfor have spredt dine investeringer ud på forskellige sundhedsaktier frem for kun at “satse” på én sundhedsaktie, nemlig Novo Nordisk. En ETF og en aktie minder også om hinanden på den måde, at de handles på samme måde på børsen. Med andre ord kan du i princippet købe og sælge en ETF den samme dag, præcis på samme måde som du kan købe og sælge en aktie den samme dag. Det er også derfor, at ETF oversættes til “børshandlet fond” – fordi den handles på børsen, ligesom aktier.
Den bedste ETF
Der findes desværre ikke “den” bedste ETF. Det kommer nemlig helt an på, hvad din egen risikoprofil er, om en ETF giver mening for dig at investere i eller ej. Nogle vil måske foretrække kun at investere i en ETF, der følger amerikanske aktier, mens andre gerne vil have noget mere spredning og derfor investere i en ETF, der følger aktier fra hele verden. Der findes dog ETF’er, som er mere populære end andre. Her på siden har vi lavet en liste over nogle af dem, vi selv bedst kan lide.
Alt om ETF’er – spørgsmål og svar
På vores Reddit-forum, som du finder et direkte link til på forsiden, har vi flittigt noteret de mange spørgsmål, der er kommet ind om ETF’er. Alle de spørgsmål, vi ikke kendte svaret på, har vi naturligvis undersøgt i dybden. Det er blevet til denne side, hvor vi kommer omkring (håber vi) alle de spørgsmål, der kan være omkring ETF’er. Hvis du har et spørgsmål, som ikke er besparet på den side, er du altid mere end velkommen til at stille det i vores Reddit-forum.
Find den bedste ETF
At gå på opdagelse i ETF-verdenen, kan føles ligeså kompliceret som at gå på opdagelse i de forskellige aktier verden over. Der findes tusindvis af muligheder og det kan derfor som helt ny være svært at forstå, hvad du helt præcis skal lede efter. Derfor har vi lavet denne side, hvor vi gennemgår fem simple punkter, du kan følge, når du går på udkig efter din næste investering i en ETF.
Skat af ETF’er
På vores leksikonside om skatteregler tager vi dig i hånden, når det kommer til at forstå beskatningen af ETF’er, der kan være meget forvirrende at sætte sig ind i. Når det kommer til skat af investeringer generelt, skelnes der mellem, hvornår du beskattes, og hvordan du beskattes. Hvornår kan enten været årligt (det hedder lagerbeskatning) eller først når du en gang sælger din investering (det hedder realisationsbeskatning). Hvordan kan enten være som aktieindkomst (den er oftest klart at foretrække) eller som kapitalindkomst (her er det ofte noget dyrere). For ETF’er er det meget simpelt, når det kommer til, hvornår du beskattes. Der gælder nemlig det samme for alle typer af ETF’er. De er alle lagerbeskattet, hvilket vil sige, at du skal betale skat hvert år, selvom du ikke har solgt ud af dine investeringer. Hvordan du beskattes, afhænger af Skats positivliste. Hvis ETF’en findes på den, beskattes du som aktieindkomst. Hvis den ikke findes på listen, beskattes du som kapitalindkomst.
Skats positivliste
Skats positivliste er en liste over alle de fonde, der beskattes som aktieindkomst. Alle fonde er godkendt af Skat og de opdaterer løbende listen, som du kan hente som Excel-fil på deres hjemmeside. Fonde kan være investeringsforeninger og ETF’er. De fonde, der er på listen, kan desuden købes på aktiesparekontoen. Det kan ikke lade sig gøre for fonde, som ikke er på listen.
Hvad er en akkumulerende ETF?
Akkumulerende er et bøvlet ord. Men det betyder helt kort, at udbyttet geninvesteres. Udbytte er en del af en virksomheds overskud, som virksomheden vælger at udbetale til sine aktionærer. Hvis en ETF er akkumulerende, bliver dette udbytte automatisk geninvesteret. Det modsatte af akkumulerende er distribuerende. Det betyder modsat, at udbytte udbetales. Akkumulerende ETF’er giver dig den fordel, at du slipper for at skulle betale skat af dit udbytte, og samtidig får du mest muligt ud af renters-rente-effekten, fordi din investering automatisk vokser sig større, når dit udbytte geninvesteres hele tiden. Der er ikke mange gode argumenter for at investere i en ETF, der er udbyttebetalende. Med investeringsforeninger er det en anden snak, for her er beskatningen anderledes, hvis du vælger akkumulerende frem for distribuerende. Det kan du læse mere om på vores side om investeringsforeninger. ETF’er er lagerbeskattet uagtet, om de er det ene eller det andet, og derfor kan du ligeså godt vælge en akkumulerende, så du får mest muligt ud af renters-rente-effekten.