Skat af aktier behøver ikke være så svært

Er du gået i gang med at investere og er du nervøs for, om du har gjort det rigtigt ift. skatten? På vores leksikonside “skat af aktier” kan du blive skatteekspert på kort tid og ellers kan du læse med i dette indlæg, hvor vi berører nogle af de vigtigste punkter.

Skat af aktier: Hvor skal du starte?

Der er i bund og grund to ting, du skal være opmærksom på, når det kommer til skat af aktier:

  1. Hvad du betaler i skat.
  2. Hvornår du betaler skatten.

At skelne mellem hvad og hvornår er helt essentielt, hvis du vil forstå, hvordan skatteregler for aktieinvestering er skruet sammen.

HVAD: Skat af aktier

Hvad handler om, hvor meget du betaler i skat. Simpelt forklaret er der to skattesatser:

  1. Skat af aktieindkomst
  2. Skat af kapitalindkomst

De fleste normale investorer vil gerne betale skat af aktieindkomst, da det er den billigste sats. Den ligger lige nu på 27 procent for de første knap 60.000 kr., du tjener i afkast. Hvis du tjener mere på dine aktier, betaler du 42 procent af resten af dit afkast. Det er ikke alt, der beskattes som aktieindkomst. Her er, hvad du skal kigge efter:

  • Distribuerende investeringsforeninger
  • ETF’er optaget på Skats positivliste
  • Akkumulerende investeringsforeninger optaget på Skats positivliste
  • Aktier optaget til handel på et reguleret marked

Hvornår: Skat af aktier

For at gøre det endnu mere kompliceret, kan der også være forskel på, hvornår du skal betale din skat. Der findes to måder for, hvornår du skal betale din skat:

  1. Realisationsbeskatning
  2. Lagerbeskatning

Realisationsbeskatning betyder, som navnet antyder, at du betaler skat, når du realiserer din gevinst. Du betaler med andre ord først skat, når du vælger at sælge noget. Dette er ofte tilfældet for ganske almindelige aktier og distribuerende investeringsforeninger, så længe du investerer igennem et helt normalt aktiedepot.

Lagerbeskatning betyder, at din skattebetaling lægges “på lager”. Her betaler du din skat løbende, som er én gang om året. Hvad du skal betale i skat, afhænger af, hvad du har tjent imellem d. 1. januar og 31. december et givent år. Du betaler skat af din gevinst, selvom du ikke har solgt noget. Disse investeringsprodukter er omfattet af lagerbeskatning:

  1. ETF’er
  2. Akkumulerende investeringsforeninger
  3. Alt på din aktiesparekonto

Læs mere om ETF’er her.

Læs mere om investeringsforeninger her.

Skat og aktiesparekonto: Hvordan er reglerne?

Aktiesparekontoen er lidt speciel. Her betaler du en lavere skattesats, som lige nu ligger på 17 procent. Og det er ligegyldigt, hvor meget du tjener på dine investeringer. Man kan sige, at aktiesparekontoen derfor går ind og “trumfer” alle reglerne ovenfor. Almindelige aktier er normalt realisationsbeskattet, men på en aktiesparekonto vil de blive lagerbeskattet.

ETF’er og akkumulerende investeringsforeninger er lagerbeskattede, ligegyldigt hvor du investerer i dem. Det er også årsagen til, at mange foretrækker at investere i disse produkter på en aktiesparekonto, fordi alt i forvejen lagerbeskattes på aktiesparekontoen.

Læs mere om aktiesparekontoen her.

Vil du lære mere om skattereglerne?

På aktietip.dk har vi et væld af sider og tidligere indlæg, som handler om skatteregler. Du kan bruge søgefunktionen til at finde dem frem. En side som Nordnet har også meget information om reglerne.

FAQ: Skatteregler for aktier

Hvad er forskellen på aktieindkomst og kapitalindkomst?
Aktieindkomst beskattes med 27 % af de første ca. 63.300 kr. i afkast (2025-sats) og 42 % af resten. Kapitalindkomst kan beskattes op til ca. 52 %.

Hvornår betaler jeg skat af aktier?
Det afhænger af produktet. Almindelige aktier er typisk realisationsbeskattede (skat ved salg), mens ETF’er og akkumulerende fonde ofte er lagerbeskattede (skat hvert år).

Hvad betyder realisationsbeskatning?
Du betaler først skat, når du sælger en aktie eller fond og dermed realiserer gevinsten.

Hvad betyder lagerbeskatning?
Du beskattes årligt af gevinster fra og med 1. januar til og med 31. december – også selvom du ikke har solgt noget.

Er lagerbeskatning eller realisationsbeskatning bedst?
Det ene er ikke bedre end det andet og afhænger af dine præferencer. De fleste foretrækker realisationsbeskatning, så de ikke skal bekymre sig om skattebetaling undervejs.

Hvordan beskattes aktiesparekontoen?
Alt på en aktiesparekonto beskattes som lagerbeskatning med en fast sats på 17 %, uanset hvor meget du tjener.

Hvorfor er ETF’er oplagte til aktiesparekontoen?
Fordi ETF’er altid lagerbeskattes og det samme gør investeringer på aktiesparekontoen.

Hvorfor findes lagerbeskatning?
Lagerbeskatning giver staten nogle forudsigelige skatteindtægter hvert år, som de ikke får ved realisationsbeskatning, da det kommer an på, hvornår man sælger.

Hvorfor er nogle ting lagerbeskattet og andre ting ikke?
De fleste danske investeringsprodukter er ikke lagerbeskattede. Det får flere danskere til at investere i danske virksomheder og investeringsprodukter, hvilket er godt for den danske økonomi.

Hvorfor er reglerne for skat af aktier så besværlige?
De danske skatteregler er strikket sammen af politiske årsager. Formålet er bl.a. forudsigelige skatteindtægter og incitament til at investere i danske virksomheder.

Hvordan betales skat af aktier for aktiesparekontoen?
Aktiesparekontoen er et lukket univers og skatten afregnes derfor direkte med banken, som betaler til Skat. Reglerne er anderledes for et normalt aktiedepot.

Udgivet: 18/05/2025 – Senest opdateret: 27/08/2025

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi. 

Søg på hjemmesiden