Chipaktier: Skal du købe Nvidia eller Broadcom?

Nvidia og Broadcom opererer begge inden for halvlederindustrien, men der er stor forskel på de to forretninger. Den ene har en bred forretningsmodel, mens den anden er mere koncentreret inden for grafik og ikke mindst kunstig intelligens.

Nvidia: En investering i fremtidens AI

Nvidia vil være det offensive vækstvalg. Selskabet dominerer AI-markedet inden for særligt datacentre og LLM’er. Nvidia handler med helt store spillere på området som Meta, Microsoft, Alphabet og Tesla. Nvidia er derfor afhængige af, at disse virksomheder fortsætter med at investere massivt i AI-væksteventyret.

Ifølge Tradingview havde Nvidia i 2018 en årlig omsætning på 11,72 milliarder dollars. For 2024 var samme tal over 130 milliarder dollars. Med andre ord en tidobling på seks år. I samme periode er nettoindtjeningen gået fra 4,14 milliarder USD til 72,88 milliarder USD.

De seneste år er det gået så stærkt for Nvidia, at mange spekulerer i en form for AI-boble. Dog viser data fra Tradingview, at 55 analytikere i gennemsnit forudser en 40% stigningen inden for de næste 6-12 måneder.

Når vi sætter os med vores egen regnemaskine, er vi lidt i samme båd som den gennemsnitlige analytiker, der har en dækning af Nvidia. Den ser (i vores optik) faktisk ikke svimlende dyr ud på nuværende niveauer – overraskende nok.

Broadcom: Det mere defensive chip-valg

Ordet ”defensiv” er farligt at bruge, når det kommer til et så cyklisk område som chipsektoren. Det er dog alligevel det ord, vi vælger at bruge, når vi sammenligner Nvidia og Broadcom.

En af årsagerne er, at Broadcom har en bredere forretningsstruktur end Nvidia. At vælge Broadcom vil derfor være at vælge en spiller, som dækker flere vækstområder. Nogle af de områder, som Broadcom dækker, er chips til virksomhedssoftware, infrastruktur og netværk samt smartphones og trådløs teknologi.

Broadcoms indtjening kommer derfor fra mange forskellige kilder, mens Nvidias er mere koncentreret på nogle få områder. Til gengæld er de områder, hvor Nvidia er koncentreret (inden for AI), potentielt de største vækstområder i nyere tid. Læs mere i Aktieleksikon.

33 analytikere vurderer i gennemsnit ifølge Tradingview, at Broadcom-aktien skal stige med 19% inden for de næste 6-12 måneder.

Er du stadig i tvivl, så tag et kig på vores ETF-side, hvor du kan læse om, hvordan du køber en pulje af flere aktier inden for samme område.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på Nvidias GPU’er og Broadcoms ASIC-chips?

Nvidia sælger generelle grafikkort (GPU’er), der kan håndtere mange forskellige AI-opgaver — lidt som en universalnøgle. Broadcom designer derimod skræddersyede chips kaldet ASIC’er (eller XPU’er), som er bygget specifikt til én kundes behov og ét bestemt arbejde. Det giver lavere strømforbrug og bedre effektivitet til de opgaver, chippen er designet til, men uden den fleksibilitet som Nvidias GPU’er tilbyder. Ifølge CNBC er det netop Broadcom, der hjælper hyperscalers som Google og Meta med at designe disse kundetilpassede chips.

Udbetaler Broadcom udbytte — og gør Nvidia det samme?

Broadcom har udbetalt stigende udbytte i over 15 år i træk og betaler i øjeblikket et kvartalsmæssigt udbytte på 0,65 dollar pr. aktie, svarende til et årligt udbytte på 2,60 dollar. Nvidia udbetaler også et symbolsk udbytte, men begge selskaber er primært væksthistorier frem for udbytteaktier. Vil man lære mere om, hvad udbytte betyder for ens samlede afkast og beskatning, kan man læse videre i aktietip.dk’s gennemgang af skat af aktier.

Kan man købe Nvidia- og Broadcom-aktier på en aktiesparekonto?

Ja — begge aktier er noteret på regulerede amerikanske børser (NASDAQ og NYSE), og enkeltaktier fra regulerede markeder kan som udgangspunkt købes på en aktiesparekonto (ASK). Man skal dog huske, at ASK beskattes med lagerbeskatning til 17% årligt, mens frie midler giver realisationsbeskatning ved salg med 27%/42% i aktieindkomst. Læs mere om reglerne på aktietip.dk’s side om aktiesparekontoen.

Udgivet: 13/05/2025 – Senest opdateret: 23/07/2026

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi. 

Søg på hjemmesiden