Hvad laver DocuSign?

DocuSign leverer cloudbaserede løsninger til elektroniske underskrifter, som hjælper virksomheder og enkeltpersoner med sikkert at indsamle information, automatisere dataarbejdsgange og underskrive alt.

Virksomheden automatiserer manuelle og papirbaserede processer, så brugere kan håndtere alle aspekter af dokumenterede forretningstransaktioner, herunder identitetshåndtering, autentificering, digital underskrift, formular- og dataindsamling, samarbejde, arbejdsgangsautomatisering og opbevaring.

Ifølge DocuSigns egne oplysninger, har de 1,7 millioner kunder og opererer i over 180 lande. Ifølge Tradingview kommer næsten tre ud af fire dele af omsætningen fra USA.

En forandret investeringscase

Vi har før været investeret i DocuSign, men det går efterhånden flere år tilbage. Dengang var investeringscasen noget anderledes fra, hvor den er i dag. DocuSign blev først profitable på nettoindtjeningen i 2024, men har dog i mange år kørt med positivt cash flow.

Virksomheden, som kom på børsen i april 2018, oplevede som mange andre tech-aktier stor medvind under corona. Her bevægede kursen sig helt op i 300 USD pr. aktie. I dag roder den rundt omkring 70 USD.

DocuSign oplevede forholdsvis høj vækst på toplinjen i spændet mellem 35 og 50 procent om året i perioden 2018 til 2021. Markedet havde store forventninger og handlede prisen på aktien op. Dette var bundet op på høje forventninger for fremtiden. Det er siden blevet vekslet til en omsætningsvækst på henholdsvis 9,8 og 7,8 procent i 2023 og 2024.

Dansk CEO ved roret

Den danske CEO og tidligere Google-direktør, har været ved roret i knap tre år. Hans fokus har været på at transformere DocuSign fra at være en traditionel e-signatursvirksomhed til at være en avanceret, AI-drevet platform for kontrakthåndtering (AIM). Forretningsområdet udvides, men uden at brænde for meget kapital. Hvis alt går vel, går virksomheden en fremtid i møde, hvor de som asset light-virksomhed for alvor kan begynde at skovle penge ind, som bl.a. kan bruges på at tilgodese aktionærerne.

Det har dog medført midlertidige og kortsigtede bump på vejen, at denne omstilling har fundet sted, hvilket også har været til at se i DocuSigns seneste regnskaber, hvor færre såkaldte billings er registreret. Omstillingen og DocuSigns fremtid er derfor ikke uden risiko – specielt pga. de hastigt voksende muligheder inden for AI, som kan skabe øget konkurrence og presse DocuSigns markedsandele.

Et andet positivt element er, at DocuSign allerede har fået et stigende fokus på bl.a. aktietilbagekøb med Allan Thygesen ved roret. Det er et godt tegn, at et fokus ligger her.

Potentialet for DocuSign-aktien

P/E-niveauet for DocuSign har ramt mere spiselige niveauer og markedet indpriser ikke længere forventninger om massiv vækst. Thygesens fokus på produktiv vækst og aktionærvenlighed fremfor blot volumen kan tiltrække en helt anden gruppe af investorer, som er mindre vækstorienterede og mere værdiorienterede med deres investeringer.

Der er dog stadig en del usikkerhed i markedet og DocuSign er ikke immun over for, hvordan verdensøkonomien har det. Lavere vækst, jobskabelse og høje renter er noget af det, DocuSign helst ikke vil se, da det kan påvirke behovet for e-signatur- og kontraktløsninger verden over, hvis der ansættes og handles mindre.

Vi kom ind i DocuSign lige omkring kurs 68. Lige nu ligger kursen omkring 70 og ifølge TradingView ser 15 analytikere i gennemsnit et potentiale for, at kursen skal ramme 89 inden for de næste 6-12 måneder. Det svarer til en stigning på over 26 procent fra nuværende kurs.

Når vi selv regner på tallene, vurderer vi, at aktien burde koste 91 USD på nuværende tidspunkt. Udregningen baserer vi på en gennemsnitlig årlig vækst på otte procent de næste fem år og fire procent om året herefter. Med andre ord nogle forholdsvis konservative væksttal, men vi ved jo endnu ikke, hvordan omstillingen til AIM kommer til at forløbe.

Vi ejer som nævnt selv aktier i virksomheden (igen), og intet i dette indlæg er en anbefaling – kun ren og skær inspiration. Flere analyser findes her.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er IAM – og hvad er forskellen fra den gamle e-signatur-forretning?

IAM (Intelligent Agreement Management) er DocuSigns AI-drevne platform til kontrakthåndtering, der går betydeligt videre end blot elektronisk underskrift. Med IAM-platformen kan virksomheder oprette, forhandle og administrere hele aftalens livscyklus — fra kladde til arkivering — drevet af AI-analyse af kontraktdata. Forskellen fra den traditionelle e-signatur-model er, at IAM forsøger at gøre DocuSign til en central “system of record” for alle aftaler i en organisation, ikke kun et underskriftsværktøj, hvilket potentielt åbner for højere priser per kunde.

Hvor stor en andel af DocuSigns omsætning kommer fra IAM?

IAM-platformen er stadig i en tidlig fase kommercielt set. Ifølge DocuSigns seneste kvartalsrapport udgjorde IAM 12,6% af den samlede tilbagevendende omsætning (ARR) pr. 30. april 2026, op fra 10,8% ved udgangen af januar 2026. Væksten i IAM-andelen er et af de nøgletal, man bør følge tæt, da det er det primære bevis på, om transformationsstrategien rent faktisk slår igennem på tallene — og kan berettige en højere kurs på sigt.

Kan DocuSign-aktien ligge på en aktiesparekonto (ASK)?

Ja — enkeltaktier fra regulerede børser som NASDAQ kan købes og opbevares på en aktiesparekonto. DocuSign er noteret på NASDAQ og opfylder derfor betingelserne for ASK-placering. Husk dog, at al gevinst på ASK lagerbeskattes hvert år med 17%, mens gevinst på et almindeligt aktiedepot (frie midler) realisationsbeskattes — du kan læse mere om de konkrete regler på aktietip.dk’s skatteside.

Udgivet: 14/08/2025 – Senest opdateret: 30/07/2026

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi. 

Søg på hjemmesiden