Det står ofte øverst og så er det noget af det første, nye investorer støder på, når de giver sig i kast med at forstå nøgletalsverdenen. P/E-værdien er et tal, som fortæller dig, hvor meget du betaler for hver krone (efter skat), som selskabet laver i indtjening. Nogle kalder det kiloprisen på aktier, fordi nøgletallet giver dig en idé om, hvorvidt en aktie er dyr eller billig ift., hvad den rent faktisk tjener. Jo højere en P/E-værdi, jo dyrere er aktien også. Men P/E-værdien må aldrig være det eneste kriterie, der afgør, om du investerer i en aktie eller ej, da den ikke viser det samlede billede.
P/E står for ”price/earnings”. Oversat til dansk, betyder det “pris divideret med indtjening”. For at finde P/E-værdien, skal du først finde selskabets ”EPS” (earnings per share), som oversat til dansk er ”indtjening per aktie”.
EPS finder du ved at tage virksomhedens overskud og dividere det med antallet af udestående aktier. P/E-værdien finder du ved at tage aktiens nuværende pris (aktiekursenAktiekursen er et andet ord for prisen på en enkelt aktie i en given, børsnoteret virksomhed.) og dividere den med EPS (indtjening per aktie).
Hvis et selskabs aktiekursAktiekursen er et andet ord for prisen på en enkelt aktie i en given, børsnoteret virksomhed. er 100 DKK og indtjeningen per aktie er 10 DKK, så er P/E-værdien 10 DKK. Det vil sige, at du betaler 10 DKK per krones indtjening efter skat for at investere i selskabet.
Mange mennesker misforstår også P/E-værdien, der af mange betegnes som kongenøgletallet. De fleste af os lærer som noget af det første, at man skal holde sig væk fra selskaber med en høj P/E-værdi, fordi det betyder, at aktien er alt for dyr. Men det er kun den halve sandhed.
Det er rigtigt, at en høj P/E-værdi betyder, at en aktie er dyr, ligesom en lav P/E-værdi betyder, at en aktie er billig. I hvert fald ift. hvad virksomheden tjener. Men en høj P/E er også et udtryk for, at investorerne gerne vil være investeret i aktien, selvom den er dyr. Ofte er det pga. en forventning om, at selskabet kommer til at vækste meget i fremtiden. Med til en høj P/E-værdi hører derfor ofte nogle høje forventninger blandt investorerne. Den mindste slinger i valsen kan sende aktien ned. Derfor kan en høj P/E-værdi også være udtryk for noget godt, nemlig en tro blandt investorer på, at aktien kommer til at vækste meget i fremtiden. Det vil de gerne betale mere for. Derfor kan en høj P/E ofte være forbundet med en højere risikoRisiko er, med hvor høj sikkerhed dit fremtidige afkast kan forudsiges. Jo sværere det er at forudsige, jo højere er din risiko. end en lav P/E.
Samtidig er en lav P/E-værdi ikke nødvendigvis positivt, selvom vi bliver lært, at en lav P/E er det samme som en billig aktie. En lav P/E kan også være et udtryk for, at investorerne ikke har lyst til at være investeret i aktien. Ofte giver det mening at undersøge, hvordan P/E-værdien har udviklet sig de seneste 5-10 år. Hvis den var høj for fem år siden, men er lav i dag, er det så fordi, investorerne har mistet troen på den eller er der tale om, at de undervurderer aktien? Hvis den var lav for fem år siden, men er høj i dag, hvad er det så, der har gjort investorerne villige til at betale mere for den?
En høj P/E ses ofte hos vækstvirksomheder. Dvs. virksomheder, som stadig er på en vækstrejse og som ikke nødvendigvis tjener meget eller noget som helst her og nu. Investorerne er investeret i de selskaber, fordi de tror på, at fremtiden byder på en høj indtjening. Så hvis aktiekursenAktiekursen er et andet ord for prisen på en enkelt aktie i en given, børsnoteret virksomhed. er høj, men indtjeningen er lille eller ikkeeksisterende, så går P/E-værdien naturligt op.
Charlie Tian forklarer i Invest Like a Guru om P/E-værdien på en måde, som jeg synes, tilføjer et interessant perspektiv, der sjældent bliver fremhævet, når snakken falder på det populære nøgletalNøgletal er økonomiske tal, som beskriver en virksomheds økonomiske situation.. P/E-værdien kan nemlig, som han siger, ses som det antal år, det tager for en virksomhed at tjene den pris tilbage, som investorerne har betalt for aktien. Hvis en virksomhed fx tjener to kroner per aktie om året, og prisen for at købe aktien er 30 kroner, så er P/E-værdien 15. Det betyder, at det tager 15 år for investorerne at tjene deres 30 kroner tilbage gennem virksomhedens indtjening, hvis vi antager, at virksomhedens indtjening forbliver konstant de næste 15 år. Virksomheders indtjening er sjældent konstant, og specielt ikke over så lang en årrække, men Tians alternative måde at anskue P/E-værdien på synes jeg, sætter tingene i et godt perspektiv. Forestil dig en vækstvirksomhed, som ikke tjener særlig meget endnu eller slet ingenting, og som har en P/E-værdi på over 100. Hvis indtjeningen per aktie er under 1, betyder det, at det vil tage over 100 år for investorerne at tjene deres investering hjem gennem virksomhedens indtjening, hvis indtjening forbliver den samme hvert år de næste hundrede år. Det understreger meget godt risikoen ved aktier med en høj P/E-værdi. Forestil dig, at virksomheden i første eksempel med en P/E-værdi på 15 og en indtjening per aktie på to kroner pludselig offentliggør et regnskab, hvor deres indtjening per aktie i stedet er en krone. Eftersom prisen på aktien stadig er 30 kroner, betyder det, at P/E-værdien nu er på 30 i stedet for 15. Investorernes investeringscase har ændret sig. Pludselig ser det ud til, at der går længere tid, før de tjener deres investering hjem. En naturlig reaktion fra flere af investorerne vil være at sælge. De sælger måske så meget, at prisen på aktien falder til 25 kroner per aktie. Det giver en ny P/E-værdi på 25, eftersom indtjeningen per aktie stadig er en krone. Hvis virksomheden året efter kommer med et regnskab, som viser en bedre indtjening per aktie på 1,5 kroner, så ændres regnestykket igen. Til en aktiepris på 25 betyder det, at virksomhedens P/E-værdi nu vil være på ca. 16,7. Det er mere attraktivt for fundamentale investorer. Hvis vi antager, at flere investorer køber aktien på den nyhed og den stiger til 30 kroner igen, vil virksomheden pludselig have en P/E-værdi på 20.
Så for at runde snakken om P/E-værdien af, så siger den altså mere, end om aktien er dyr eller billig netop nu. Og husk så på, at en P/E-værdi på 10 ikke nødvendigvis er godt, hvis alle virksomhedens nærmeste konkurrenter har en P/E-værdi, der er endnu lavere. Og hvis de så har en P/E-værdi, der er lavere, er det så et udtryk for, at markedet tror på den anden virksomhed frem for dens konkurrenter eller er du ved at købe for dyrt? Det finder du kun ud af, ved at sætte dig ordentligt ind i investeringscasen, for P/E-tallet må naturligvis aldrig stå alene.