Nogle kalder den et ”potentielt powerhouse”, mens andre kalder den for ”Danmarks nye Novo Nordisk”. Bør man eje Novonesis for enhver pris?
Læs alt herinde som inspiration og ikke som anbefalinger til at købe noget bestemt. Vi har ingen rådgiverlicens, Vi henviser altid til vores disclaimer, før du læser med.
Den bliver kaldt ”kronisk dyr”. Og det kan der være noget om. Novonesis, der er en sammenlægning af Novozymes og Chr. Hansen, er ikke billig, og kommer formentlig heller ikke til at blive det i den nærmeste fremtid. Sammenlægningen gav på papiret rigtig god mening og hvis alt går vel, bliver Novonesis et dansk powerhouse.
Novonesis producerer enzymer og biobaserede, bæredygtige løsninger til de moderne samfund. Og det er de rigtig gode til. Man snakker om, at vi går fra en petrokemisk tidsalder til en biokemisk tidsalder. Med andre ord idéen om, at vi bliver mindre afhængige af olie og naturgas til at få vores samfund til at fungere, og mere afhængige af biokemiske løsninger, som samtidig er mere bæredygtige. Det er her, Novonesis står som en af de stærkeste i verden.
Novozymes handlede til 431 kr. før fusionen og lige nu ligger kursen for en aktie i Novonesis omkring 462 kr. Den er oppe med knap 26 procent i indeværende år og 16 procent de sidste seks måneder. Markedet ser med andre ord ud til at være positivt stemte over for den start, Novonesis har fået, og selskabet er da også kommet med opjusteringer i både juni og august, som har hjulpet kursen godt på vej.
Data fra TradingView foreslår, at Novonesis ifølge analytikerne er prissat mere eller mindre der, hvor den bør være. 16 analytikere har en dækning af Novonesis med et gennemsnitligt kursmål på ca. 485 kr. svarende til fem procent over nuværende pris. Størstedelen anbefaler at købe. Vores egen lille hovedregning peger på, at Novonesis ikke nødvendigvis er prissat til perfektion lige nu, men at den til gengæld er prissat til den høje side.
Men det giver også mening. Specielt hvis man tror på, at synergierne fra fusionen bærer frugt. Sektoren er gået fra syv til fire store spillere, fordi der har været sammenlægninger andre steder. Det kan medføre fordele for de store spillere, fordi der er færre til at deles om kagen.
Novonesis er en forretning, hvor der ser ud til at være styr på sagerne. Og måske kommer der endda lidt mere vækst oveni, når synergier fra fusionen for alvor viser sin styrke – hvis det naturligvis ender sådan. På den korte bane kan der være lidt skepsis omkring, hvorvidt fusionen kan påvirke indtjeningen negativt, og om Novonesis kan fortsætte med at leve op til deres dyre prissætning. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken ift., om Novonesis kan bære dens nuværende P/E-værdi på omkring de 42. Den P/E-værdi er nok banket op til det høje niveau pga. forventninger om en fortsat vellykket fusion. Derfor skal man også være opmærksom på, at alvorlige ridser i lakken ifm. fusionen kan sende kursen et godt nøk tilbage.
Jeg ser lidt investeringscasen i Novonesis på samme måde som investeringscasen i NKT. Det er gode virksomheder, men til høje priser. Velsmurte forretninger med gode muligheder i fremtiden – bl.a. inden for bæredygtighed. Kvalitet koster penge, som man siger. Og som Buffett så klogt er citeret for at have sagt, så er det bedre at købe en fantastisk virksomhed til en fair pris end en fair virksomhed til en fantastisk pris. Pilene peger på, at Novonesis bliver en langsigtet vinder, og chancen for at du får den på tilbud, ser ikke just stor ud. Det bliver nok ikke en raket, men nærmere en stabil perfomer til porteføljen, hvor nøglen kan smides væk de næste mange år, indtil du en dag skal gøre op, hvordan det er gået.