POPULÆRE INDLÆG

Small cap-aktier (kan også kaldes små aktier eller aktier med lav markedsværdi) kan være et interessant sted at investere sine penge, fordi vækstpotentialet i mange tilfælde er højere end hos de største virksomheder. Det er ud fra idéen om, at det er nemmere at gå fra at være en virksomhed med en markedsværdi på en milliard til en virksomhed med en markedsværdi på 10 milliarder, end det er for en virksomhed med en markedsværdi på 100 milliarder at blive til en virksomhed med en markedsværdi på 1000 milliarder.

Små virksomheder har ofte højere vækstrater. Det er nemmere for dem at fordoble deres omsætning end det er for de mere modne virksomheder, som ofte ser væksten falde eller stabilisere sig omkring et vist niveau, når de vokser sig større. Samtidig er det vigtigt at huske på, at de små virksomheder har større chance for ikke at tjene nogle penge. Sikkerhedsnettet ved de små virksomheder er ikke så stort som hos de større virksomheder og de er derfor langt mere udsatte, når det kommer til recessioner, markedsnedture og uro generelt. Det er derfor vigtigt at understrege, at det indebærer en større risiko at investere i små virksomheder.

Russell 2000

Small cap-aktierne har været inde i en dårlig periode og det populære Russell 2000-indeks, som følger små virksomheder i USA, har da også fået baghjul af storebror S&P 500, som modsat følger de største virksomheder i USA.

I år er Russell 2000-indekset steget med knap fem procent. Cirka samme stigning siden juli-måned, hvor der for alvor blev spekuleret i første rentenedsættelse i mange år allerede her i september. Det er dog interessant, at indekset ikke er steget mere i samme periode, hvor rentenedsættelsesspekulationerne har været på sit højeste og her senere, hvor de er blevet mere eller mindre bekræftet. Lave renter er nemlig noget, de små virksomheder godt kan lide. De har ikke lige så mange penge som de større virksomheder, og de er ofte afhængige af at låne penge for at vækste, hvilket gør det dyrere, jo højere renterne er.

Small cap kan generelt set være et godt sted at lægge sig, når økonomien ”rebounder”. Men det er måske lige netop det, der gør, at Russell 2000-indekset ikke har rykket sig synderligt. For selvom renterne er på vej ned, er der stadig en nervøsitet omkring, hvordan den amerikanske økonomi egentlig har det, og om vi stadig kan havne i en recession. Og mens de spekulationer og den nervøsitet står på, vil vi nok heller ikke se de små aktier stikke afsted.

Investering i small cap

En mindre risikabel måde at investere i small cap-segmentet på, er ved at investere i ETF’er. Der findes mange muligheder, men to af dem, som huserer på Skats positivliste, og som kunne være et godt bud, er ETF’erne med tickerkoden IUSN og XXSC. Den ene er fra iShares og følger small cap globalt, mens den anden er fra Xtrackers og følger small caps i Europa. Begge ETF’er er akkumulerende med en ÅOP på henholdsvis 0,35 procent og 0,36 procent.

Søg på hjemmesiden