Det ”dårlige” og det ”gode” kul

Du tænker nok, at kul er noget af det sidste, du har lyst til at investere i. Det forstår vi godt, specielt hvis du er en smule bevidst om din grønne investeringsprofil. I en verden med fokus på grøn omstilling, lægger kul måske ikke lige til højrebenet, men det er lige netop en af pointerne i analysen af, hvorfor kul rent faktisk kan være en god investering.

Geologisk findes der fire hovedtyper af kul, men for at holde det simpelt, kigger vi kun på to undergrupper af det, der kaldes for ”bituminøst kul”. Inden for denne kategori finder vi det, der kaldes for metallurgisk (met) og termisk (thermal) kul.

Termisk kul kan vi kalde for det ”dårlige” kul. Det er den type kul, vi bruger til at skabe energi. Det er et område, som stille og roligt dør, fordi kul til energiudvinding udfases. Verden forsøger at slippe af med det, fordi vindmøller, solceller og atomkraft kan gøre det samme uden CO2.

Met coal kan vi kalde for det ”gode” kul. I hvert fald i investeringsøjemed for denne specifikke investeringscase. Met coal er sværere at producere og prisen er derfor højere. Met coal bruges hovedsageligt til stålproduktion. Det blandes med jernmalm for at lave stål.

Stål skal paradoksalt nok også bruges til den grønne omstilling. Fx når der skal bygges vindmøller.

Største spillere på kulmarkedet

BHP Group (Australien)

Teck Resources (Canada) (ejer ikke længere kulminer, men fokuserer på ”grønne metaller” som kobber og zink. Har solgt sine kulminer til i Canada til Glencore.

Glencore (Schweiz). Mange kender dem som en virksomhed, der er ret så ligeglad med ESG. Producerer også kobber, kobolt, zink og nikkel. Derfor lidt bredere forretning.

De forskellige landes dominans

1. Australien er den dominerende spiller og sidder på 50 procent af verdens eksportmarked for met coal. Når udbuddet fra Australien svinger (fx pga. oversvømmelser i miner eller andet), kommer det oftest spillere på andre markeder til gode.
2. USA fungerer ofte som “Swing Producer”. Amerikansk kul er tit lidt dyrere at producere end australsk. Når prisen er høj, eksporterer USA alt, hvad de kan.
3. Rusland var engang store i Europa, men det hører fortiden til. Pga. sanktioner kan de ikke sælge til Vesten. De dumper nu deres kul billigt i Kina og Indien. Det presser priserne lidt, men mange stålværker tør ikke røre det pga. leveringssikkerhed og sanktioner.
4. Canada har en høj kvalitet og stabil produktion. De eksporterer meget til Asien.
5. Mongoliet er jokeren, som konkurrerer med Australien om det kinesiske marked. Deres fordel er, at kullet bare skal køres over grænsen og ikke kræver mellemled som havne, fragtpriser osv.

Kina og Indien er blandt de lande, som køber mest stål.

Risici

Det er vigtigt ikke at læse denne analyse som ren og skær anbefaling. Alt er skrevet som inspiration.

Selvom der stadig er og formentlig stadig vil være brug for met coal til stålproduktion, skønnes ca. 30 procent af markedet at bestå af Electric Arc Furnace (EAF). Uden at gå i tekniske detaljer, så er EAF den bæredygtige form for stål. Her genbruges skrot til at lave nyt stål. En proces, som kræver strøm, der fx kan komme fra vindmøller eller solceller, hvis profilen skal være endnu mere grøn. I USA fylder EAF 70 procent af stålmarkedet. Nogle af de største spillere er Nucor Corporation, Steel Dynamics og Cleveland-Cliffs.

I lande som Kina og Indien fylder EAF knap 10 procent af markedet, og de er vel og mærke de største arvtagere af stål i verden.

Så hvorfor skifter hele verden ikke bare til EAF i morgen, hvis det er mere bæredygtigt? Der er flere årsager til, hvorfor det ikke bare sådan lige kan lade sig gøre.

En af årsagerne kan man tillade sig at kalde ”shit in, shit out”. Der er tale om et kvalitetsproblem, for det er utroligt svært at lave kvalitetsstål ved at omsmelte skrot, som altid vil indeholde urenheder. Det gør stålet svagere.

Armeringsjern til beton kan man fint bruge EAF til. Men oftest vil det kræve jomfrueligt stål fra jernmalm og met coal til ydersiden af en ny bil eller akslen på en vindmøllevinge.

Derudover slås verden om det gode skrot uden rust og kobberrester. Her er gamle biler ofte at foretrække, men dem findes der ikke nok af i verden til at dække efterspørgslen på nyt stål.

Der findes metoder, hvor kvalitetsproblemet med EAF løses. Den metode kræver jernmalm, som blandes med naturgas (eller brint i fremtiden) og puttes i en EAF-ovn. Det er et område, som vokser, men det kræver i sagens natur billig gas, hvis det skal give mening.

Banker og fonde skaber en flaskehals (og ”moat”)

Størstedelen af verdens store banker og investeringsfonde har indført stramme ESG-regler. Det betyder i praksis, at de har smækket kassen i for alt, der lugter af kul. I rapporten ”Banking on Climate Chaos” kaldes det for ”Coal Exclusion Policies”. Det skønnes, at 70 procent af verdens banker følger disse regler, som betyder, at de ikke må finansiere nye kulminer eller udvidelse af eksisterende kulminer.

Reglerne er naturligvis rettet mod termisk kul, men de rammer også met coal. Først og fremmest pga. generalisering. Mange bankers compliance-afdelinger ser ordet ”coal” i virksomhedens navn eller aktivitet, og så lyser den røde lampe. Det er for risikabelt for deres omdømme.

En anden årsag er, at selskaberne er blandede. Mange mineselskaber graver både termisk og met coal op. Fordi man ofte finder termisk kul som et biprodukt, når man graver efter met coal. Det stempler hele projektet som ”sort”.

Man skulle tro, at det var dårligt for en virksomhed, at ingen banker vil låne dem penge. Men for de få selskaber, der allerede eksisterer og tjener penge, er det faktisk en kæmpe gave. Med andre ord deres såkaldte ”moat”.

Først og fremmest kommer der ingen nye konkurrenter ind på markedet. Det skaber monopol til eksisterende producenter. De selskaber, der allerede har åbne miner, behøver ikke bankernes penge. De tjener så godt på deres drift, at de kan finansiere sig selv.

Konsolideringen er brutal og tydelig. Ifølge den amerikanske energistyrelse (EIA) er antallet af aktive kulminer i USA faldet fra over 1.400 i 2008 til knap 550 i 2022. Næsten to tredjedele af minerne er væk på 15 år.

Årsagen er ofte de såkaldte ‘Surety Bonds’ (miljøgarantier). For at drive en mine skal man stille store økonomiske garantier for oprydning. Da banker og forsikringsselskaber trækker sig, kræves der nu enorme summer i kontant sikkerhed. Det knækker nakken på de små og mellemstore miner, der ikke har bugnende pengekasser.

Tilbage står de få, kapitalstærke giganter, der overtager markedsandelene. Faktisk er selskaber som AMR og Warrior Met Coal selv opstået af asken fra tidligere konkurser (Alpha Natural Resources og Walter Energy). De er resultatet af en finansiel ‘survival of the fittest’, hvor gælden er væk, og kun de bedste miner består.

Tre måder at spille kul-casen på

Når man har accepteret tesen om, at metallurgisk kul er en nødvendighed, og at udbuddet begrænses af manglende kapital, er næste skridt at finde de rigtige heste at spille på. Selvom sektoren er lille, tilbyder de tre nedenstående selskaber vidt forskellige profiler. Fra den aggressive kapital-allokator til vækst-casen og den geografiske joker.

Alpha Metallurgical Resources

Hvis du leder efter selskabet, der bedst udnytter tesen om de ”forsvundne” konkurrenter, så er amerikanske Alpha Metallurgical Resources et oplagt bud.

AMR er den største og reneste spiller inden for metallurgisk kul i USA. Selskabet er i dag gældfrit og har en betydelig kassebeholdning, hvilket gør dem immune over for de høje renter, der ellers plager sektoren. Det mest unikke ved AMR er dog ledelsens strategi. I stedet for at bruge deres enorme overskud på at grave nye huller i jorden eller købe dyre konkurrenter, sender de pengene direkte tilbage til aktionærerne. Det sker primært gennem massive aktietilbagekøbAktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe nogle af sine egne aktier tilbage. Det er ofte et positivt tegn, fordi det sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet, hvilket betyder, at selskabets værdi fordeles på færre aktier. Det får aktiekursen til at stige. Virksomhederne bruger noget af sit overskud til at købe aktierne tilbage. Virksomheden kan enten lægge aktierne på "lager" eller "destruere" dem, så de rent juridisk forsvinder. Oftest er formålet at destrurere dem, da det er den manøvre, som får de tilbageværende aktier til at stige.  More.

Selskabet opfører sig som en såkaldt ”Cannibal Stock”, der langsomt spiser sig selv ved at købe egne aktier og annullere dem. Når antallet af aktier falder, stiger værdien af de resterende, og din ejerandel af kagen vokser, uden at du behøver gøre noget. AMR er derfor ikke en vækst-aktie i traditionel forstand, hvor produktionen skal stige, men en finansiel maskine, der udnytter sin stærke markedsposition til at belønne aktionærerne kontant.

Warrior Met Coal

Mens AMR fokuserer på at vedligeholde produktionen og købe aktier tilbage, har Warrior Met Coal blikket rettet mod vækst. Selskabet opererer i Alabama og sidder på nogle af verdens dybeste og mest produktive miner.

Deres trumfkort er det enorme projekt kaldet Blue Creek. Det er en af de få nye miner af betydelig størrelse, der rent faktisk er ved at blive bygget i den vestlige verden. Når Blue Creek står færdig omkring 2026, vil det øge Warriors produktion markant og samtidig sænke deres gennemsnitlige produktionsomkostninger til et af de laveste niveauer i verden.

Det gør Warrior til den ”offensive” aktie i porteføljen. Hvis kulprisen forbliver høj, vil Warrior ikke bare tjene penge på deres nuværende salg, men kunne sælge markant flere tons i fremtiden.

Det er en klassisk væksthistorie i en sektor, der ellers er præget af afvikling, og det giver et potentiale for kursstigninger, som rækker ud over bare udbytter og tilbagekøb.

Mongolian Mining Corporation

Den tredje og mest spekulative kandidat finder vi langt fra USA’s kyster. Mongolian Mining Corporation, der er børsnoteret i Hong Kong, opererer i det sydlige Mongoliet, klos op ad grænsen til Kina.

Investeringscasen her handler om én ting: Beliggenhed. Kina er verdens største forbruger af kul til stålproduktion, og mens konkurrenterne fra Australien og USA skal sejle deres kul tusindvis af kilometer over havet for at nå de kinesiske havne, kan Mongolian Mining blot læsse deres kul på lastbiler og tog og køre det direkte over grænsen.

Dette giver en enorm logistisk fordel og lavere transportomkostninger. Samtidig handles selskabet ofte med en stor rabat sammenlignet med de vestlige konkurrenter, fordi investorer frygter den politiske risikoRisiko er, med hvor høj sikkerhed dit fremtidige afkast kan forudsiges. Jo sværere det er at forudsige, jo højere er din risiko. More i Mongoliet og afhængigheden af Kina som eneste store kunde.

Hvis Kinas økonomi genvinder styrken, og byggeriet tager fart igen, sidder Mongolian Mining på forreste række til at levere varen hurtigere og billigere end nogen andre. Det er højere risikoRisiko er, med hvor høj sikkerhed dit fremtidige afkast kan forudsiges. Jo sværere det er at forudsige, jo højere er din risiko. More, men potentialet for afkastAfkast er et andet ord for din økonomiske gevinst. Dit afkast er altså, hvor meget din investering er steget eller faldet. More er tilsvarende højt, hvis logistikken flyder frit.

Det ubehagelige, men potentielt profitable væddemål

At investere i kul i dag føles for de fleste investorer både kontraintuitivt og måske endda en smule ubehageligt. Men det er netop i dette ubehag, at muligheden opstår. Hele investeringscasen bygger på et grundlæggende paradoks: Verden forsøger at udsulte kulindustrien for kapital i den grønne sags tjeneste, men skaber derved utilsigtet de perfekte betingelser for superprofit til de få selskaber, der er tilbage.

Ved at lukke kassen for nye projekter har banker og ESG-fonde bygget en uigennemtrængelig voldgrav om selskaber som AMR, Warrior Met Coal og Mongolian Mining. De har sikret, at udbuddet forbliver stramt, mens efterspørgslen fra især Indiens massive infrastrukturprojekter fortsætter med at stige. Vi står i en situation, hvor en essentiel ingrediens til verdensbyggeri handles til spotpris, simpelthen fordi den er upopulær.

Det er dog vigtigt at huske, at dette ikke er en investering for evigheden. Truslen fra Electric Arc Furnace og en mere cirkulær ståløkonomi er reel på meget lang sigt. Men som det ser ud nu, er skiftet til EAF ikke hurtigt nok til at udligne den globale hunger efter stål. I mellemtiden fungerer disse selskaber som pengemaskiner, der enten køber sig selv tilbage fra børsen eller udbetaler store udbytter.

Skribenten ejer ikke selv aktier i nogle af de nævnte virksomheder i denne artikel, men vil formentlig investere i en eller flere af de tre fremhævede aktier i den nærmeste fremtid.Udgivet: 28/01/2026 – Senest opdateret: 28/01/2026

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi.