Husk at læse vores disclaimer, da alt på denne side skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Skribenten ejer selv aktier i Buzzi, On, Carlsberg, Allison, Novo, Qualcomm, Microsoft, Genmab og Lyft.
Aktier og portefølje
Foruden ETF’er og investeringsforeninger har vi tilsidesat en del af vores porteføljeEn portefølje er ikke så meget andet end et ord for din samlede gruppe af investeringer. Hvis du ejer 15 forskellige aktier og en ETF, så består din portefølje af 15 forskellige aktier og en ETF. til investeringer i enkeltaktier. Vi er som udgangspunkt investeret i de forskellige aktier, fordi vi tror på dem på den lange bane, men enkelte aktier har vi ikke nødvendigvis en idé om at blive i for altid. Vi specificerer hvilke længere nede. Derudover er det vigtigt at nævne, at vi ikke har fokus på sektormæssig eller geografisk spredning for disse enkeltaktier, da vi i forvejen har stor spredning via vores ETF’er og investeringsforeninger. Vi har fokus på aktier, som vi ser et potentiale i af forskellige årsager, og derudover har vi fokus på, at vores bedste idéer skal fylde mindst 10 procent af vores beholdning af enkeltaktier. Dette kan naturligvis svinge afhængig af stigninger og fald.
Novo Nordisk aktie
Novo Nordisk har vi haft af flere omgange og i enkelte perioder har vi taget lidt af toppen for at investere i noget andet. Men vi beholder Novo på den lange bane. Aktien har været inde i en periode, som er sjældent dårlig, men det mener vi ikke, man bør blive skræmt af. Novo er en fantastisk forretning og langsigtet er der kun én vej for sundhedsmastodonten, og det er fremad.
Carlsberg aktie
Carlsberg købte vi for et par måneder siden og det er første gang, vi nogensinde er investeret i den. Vi synes egentlig, at Carlsberg er en forholdsvis kedelig aktie, men den var kommet ned i en pris, som vi ikke kunne overse. Vi kommer med al sandsynlighed ikke til at eje aktier i Carlsberg for altid, men vi vil meget gerne se aktien bevæge sig mod de 1.200 kr. Det mener vi, den burde, og så må vi se, om markedet mener det samme. Det sker ikke henover natten, men forhåbentlig bliver 2025 et godt år for bryggerikæmpen.
Genmab aktie
Vi har ejet Genmab-aktier det meste af 2024 og det har absolut ikke været en dans på roser. Vi må bare erkende, at HexaBody-affæren, som vi har skrevet om på aktietip.dk tidligere, er det, investorer i Genmab er mest opmærksomme på. Ingen tør rigtig trykke på knappen, før der er en afgørelse. Den forventes i Q1 af 2025. Et negativt udfald kan være fatalt for Genmab, mens et positivt udfald kan sende aktien med fuld fart opad. Vi kommer ikke til at holde Genmab for altid, men vi synes, at den burde være det dobbelte værd.
Microsoft aktie
Endnu en af de aktier, vi har haft i lang tid og kommer til at holde for altid. Microsoft er en af verdens mest værdifulde virksomheder og langt fremme i AI-kapløbet. Der er ikke så meget andet at sige om Microsoft end, at det er en virksomhed, vi tror, der bare vil fortsætte med at vækste på den lange bane. Microsoft er hverken fort dyrt eller billigt prisfastsat i vores optik, så casen for denne investering er egentlig bare at være investeret i en af de mest succesfulde og veldrevne virksomheder i verden.
On Holding aktie
On Holding har vi skrevet om flere gange herinde. Det er en af vores mere risikable investeringer, men også en af dem, der på kortest tid har klaret sig bedst. Investeringsmæssigt er der tale om vækst med vækst på. P/E er skyhøj og markedet har (ligesom os selv) enorme forventninger til On, der har leveret det ene gode resultat efter det andet på det seneste. I indeværende år er aktien næsten fordoblet. I følge Datorama har selveste Bill Gates investeret i On Holding, hvilket ikke skal være en årsag til selv at investere, men mere er en fun fact. On er super dyr og super risikabel, men vi tror på, at de har fat i den lange ende på markedet for sportstøj og aktivt hverdagstøj. Det er en aktie, vi følger meget tæt for at forstå, hvor lang tid den flotte vækst kan fortsætte. Den dag, væksten bremser lidt op, kan vi godt finde på at sælge helt ud eller tage noget af toppen, hvis vi har noget andet på hånden.
Qualcomm aktie
Qualcomm er en af vores seneste investeringer og den mangler stadig at komme til sin ret. Virksomheden er specielt stærk inden for trådløs teknologi og tæller store kunder som Apple og Samsung. Vi synes dog, at Qualcomm er attraktivt prissat i et ellers hypet AI- og chipmarked. Vores investeringscase beror på, at vi synes, Qualcomm er blevet lidt overset den seneste tid i hele AI- og chipræset. Så vi tænkte, at det var en fornuftig indgang til denne del af markedet.
Allison aktie
Allison Transmission Holdings kan vi slet ikke få nok af. Vores porteføljeEn portefølje er ikke så meget andet end et ord for din samlede gruppe af investeringer. Hvis du ejer 15 forskellige aktier og en ETF, så består din portefølje af 15 forskellige aktier og en ETF. af enkeltaktier er ikke spækket med industriaktier, selvom det altid har været den sektor, vi er gladest for at investere i. Allison er intet mindre end super billig og samtidig eksponeret mod interessante vækstområder inden for elektrificering og forsvar. Aktien har klaret sig rigtig godt på det seneste og det tror vi på, den fortsat vil komme til. Det er på nuværende tidspunkt en af vores største investeringer af enkeltaktier, men det er nødvendigvis ikke en aktie, vi bliver i for altid.
Buzzi aktie
Vi har også fået plads til en italiener, som efter lidt startvanskeligheder er kommet meget fint efter det. Den sidste måned er aktien oppe med 16 procent. Producenten af byggematerialer er billigt prisfastsat, hvis du spørger os. Sandsynligvis ikke en aktie, vi vil være i for altid, men et sted hvor det giver mening lige nu, fordi den er så billig, som den er.
Lyft aktie
Som med så mange af vores andre enkeltaktier har vi investeret i kørselstjenesten, Lyft, fordi vi ikke forstod markedets prisfastsættelse. Vi var egentlig i gang med at analysere Uber, da vi stødte på Lyft, som er en af Ubers konkurrenter. Her kunne vi hurtigt se, at der var noget, som ikke stemte, hvorfor vi i stedet besluttede os for at hoppe med på Lyft. Kort tid efter vores investering har det vist sig at være en fin beslutning. Aktien bragede op med over 20 procent på Q3-regnskab i sidste uge og er steget omkring 40 procent den sidste måned. Til sammenligning er Uber faldet næsten 16 procent den sidste måned.
Fordeling af enkeltaktier i porteføljen
Der er rundet op og ned i tallene nedenfor.
On Holding: 15%
Allison: 15%
Microsoft: 13%
Novo: 13%
Lyft: 13%
Qualcomm: 8%
Buzzi: 8%
Carlsberg: 8%
Genmab: 7%