POPULÆRE INDLÆG

Indra og Hensoldt: 2 våbenaktier med fut i

Den europæiske forsvarsindustri har fået massiv medvind de seneste år, drevet af øgede forsvarsbudgetter og en stigende erkendelse af behovet for militær selvforsyning. To selskaber, der har nydt godt af denne udvikling, er Indra og Hensoldt. Disse virksomheder har stærke positioner inden for forskellige segmenter af forsvarsindustrien og spiller en væsentlig rolle i Europas sikkerhedsinfrastruktur.

Indra – Spaniens forsvarsteknologiske kraftcenter

Indra er en af Spaniens førende teknologivirksomheder med en stærk position inden for både forsvar og civil teknologi. Inden for forsvarssektoren er de særligt stærke på radarsystemer, kommando- og kontrolsystemer samt cybersikkerhed.

Hvorfor er en Indra aktie interessant?

  • De leverer avancerede radar- og overvågningssystemer til det spanske militær og NATO.
  • De har en stærk position inden for elektronisk krigsførelse og cybersikkerhed, hvilket er en voksende del af moderne forsvar.
  • De er involveret i Europas Future Combat Air System (FCAS) – et af de største europæiske forsvarsprojekter.

Indra er en mellemstor spiller i den europæiske forsvarsindustri, men har en nicheposition, der gør dem til en vigtig aktør i moderne forsvarsteknologi.

Ligesom flere andre virksomheder inden for forsvarsindustrien er Indra ikke en rendyrket forsvarsvirksomhed. Traditionelt har de igennem virksomheden Minsait haft fokus på IT- og digitaliteringstjenester, og lufttrafikstyring. De har dog haft en mindre forsvarsafdeling, som er vokset sig større. Ifølge Tradingview begyndte de først at registrere ”forsvar” som et separat forretningsområde i 2023, hvor det sidenhen har været sammenlagt med transportdelen af deres forretning.

Ifølge Marketscreener handles Indra til en P/E på 10,8 og en forward P/E på 12,9. 16 analytikere har ifølge Tradingview en dækning af aktien, som de i gennemsnit mener, er mere eller mindre det værd, den skal være de næste 6-12 måneder. Derudover er det vigtigt at have in mente, at den spanske regering ejer 28 procent af aktierne i Indra.

Ifølge Indras årsrapport for 2023, er forsvarssektoren ikke overraskende det område, der vækster mest. I 2023 vækstede området over 11 procent. Indras andre forretningsområder er også vækstet.

Indra har taget flere initiativer for at styrke sin position inden for forsvarssektoren:

  • Øget deltagelse i europæiske forsvarsprogrammer.
  • Integration af forsvarsaktiviteter i en dedikeret division for at forbedre effektiviteten.
  • Udvikling af avancerede forsvarssystemer og samarbejde med offentlige myndigheder.

Prissætning af Indra-aktien

Analytikerne mener som sagt ikke, at der er meget mere at komme efter for Indras aktiekurs, da den ifølge dem er prissat, hvor den bør være. Her er jeg lidt uenig.

Ifølge Tradingview er Indra de sidste fem år vokset knap 9 procent i gennemsnit årligt på omsætningen. Hvis vi regner med, at specielt forsvarsafdelingen vil sætte skub i væksten, vil en konservativ forventning om vækst de næste fem år være 10 procent.

Med udgangspunkt i min subjektive udregning (som du altid skal tage med et gran salt), giver det mig en sand værdi på 42,04 euro pr. aktie. Det svarer til en stigning på lidt over 77 procent. Hvis vi holder det op imod en forholdsvis lav P/E-værdi samt vækst i både ROE, ROIC, overskudsgrad og bruttomargin, ligner Indra faktisk et godt køb.

Der er dog den risiko, at Indra ikke formår at tage bestik af deres muligheder inden for forsvarsindustrien og at der vil blive kigget mod andre spillere. Virksomheder som Saab, Thales, Hensoldt og Leonardo arbejder alle i forskellig grad med forsvarselektronik, radarer, kommunikationssystemer og cyberforsvarsløsninger, som er der, hvor Indra er stærkest.

Så selvom Indra ligner et fornuftigt køb, er konkurrencen bred – også inden for Europas egne grænser.

Hensoldt – Tysk forsvarskæmpe

Hensoldt er en af Tysklands førende forsvarsvirksomheder, kendt for sin ekspertise inden for radarsystemer, sensorer og optronik. De leverer avanceret teknologi til både luftforsvar, kampfly, ubåde og landbaserede systemer.

Hvorfor er Hensoldt interessant?

  • De er en af Europas førende producenter af radar- og overvågningssystemer, især til luft- og missilforsvar.
  • De er en vigtig leverandør til det tyske forsvar og har stærke relationer til NATO.
  • De udvikler avancerede elektro-optiske systemer, der bruges i kampfly som Eurofighter Typhoon.
  • Hensoldt har en stærk position i den stigende efterspørgsel efter elektronisk krigsførelse og overvågningsteknologi.

Som en specialiseret forsvarsvirksomhed har Hensoldt en unik niche i forsvarsindustrien og har oplevet stærk vækst de seneste år.

Den tyske regering ejer 25,1 procent af virksomheden, mens den italienske konkurrent Leonardo ejer 22,82 procent. Tallene er fra Marketscreener. Ifølge Yahoo Finance handles Hensoldt til en P/E for på næsten 500 og ni analytikere vurderer i gennemsnit, at aktien er prissat mere end 16 procent for højt. En aktie, som vel og mærke er steget omkring 100 procent i indeværende år.

Markedet forventer dog også enorm vækst for specielt Hensholdt de kommende år, som er det, de lige nu mener, retfærdiggører aktiens pris. Hensholdts CEO har udtalt sig positivt over deres forventede vækst, som du kan læse mere om her. Det er nok også Hensoldts status som førende inden for sensorteknologi, der driver aktiekursen op.

Prissætning af Hensoldt-aktien

Analytikerne synes som sagt, at prissætningen er for høj på nuværende niveau. Når jeg selv regner på det, får jeg en sand værdi på 62,74 euro pr. aktie, hvilket er lidt under den nuværende pris på knap 69 euro pr. aktie.

Hensoldt er en af de aktier inden for forsvarsindustrien i Europa, der har haft allermest fart på. Det gør den også til en meget dyr aktie at investere i lige nu. Risikoen er derfor højere, end hvad der er tilfældet hos flere andre aktier. Til gengæld har Hensholdt en meget klar vækststrategi om at nå en omsætning på 5 milliarder euro inden 2030. Hvis den holder, vil Hensoldt i min optik være et udmærket køb på nuværende niveau.

Sammenligning af Indra og Hensoldt

Både Indra og Hensoldt er interessante køb, hvis du ønsker at eksponere dig mod våben og forsvar i Europa. De opererer inden for det samme område, men den store forskel i de forsvarsprodukter de producerer, er, at Indra er stærke inden for systemintegration og platforme, mens Hensoldt er førende inden for sensorteknologi. Den ene virksomhed er med andre ord god til at integrere teknologien, mens den anden er god til at udvikle teknologien.

Det er dog også vigtigt at bemærke, at Indra ikke er en rendyrket forsvarsvirksomhed, og derfor vil en investering i Indra ikke være fuld eksponering mod forsvarssektoren.

denne side kan du se flere af vores analyser. Skribenten ejer selv aktier i Hensoldt.

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi. 

Søg på hjemmesiden