Handelskrig og aktier: Hvordan skal det ende?
Trump-administrationen vil indføre straftold på varer fra Kina, Mexico og Canada fra på tirsdag. 25 procent, yderligere 10 procent på kinesiske varer, dog kun 10 procent på Canadisk forsyning. Alt sammen fordi, han mener, at landene er ansvarlige for skadelige stoffer, som strømmer til USA. Andre lande, herunder i EU, frygter, at det vil sprede sig, og Canada har allerede været ude på et modsvar, der bl.a. indebærer at stoppe handlen mere flere amerikanske varer.
Hvordan påvirkes aktier af handelskrig?
Der er de store streger for, hvordan en handelskrig kan påvirke aktiemarkedet generelt, og så er der de små streger for, hvordan specifikke aktier kan blive ekstra påvirket. Vi kigger på nogle af dem.
Som en tommelfingerregel bryder aktiemarkedet sig ikke om uforudsigelighed. En handelskrig, og så endda med Trump i front, må i den grad siges at være uforudsigelig. Derfor kan den nuværende straftold, omend den lige nu er bgrænset til få lande, skabe usikkerhed på aktiemarkederne.
Mange økonomer beskylder Trump for at føre inflationær politik. Når USA hæver tolden, gør andre lande det samme som modsvar. Det bliver derfor dyrere at importere og eksportere specifikke varer. Samtidig har Trump-administrationen flere gange luftet planer om at sænke forskellige typer af skatter, hvilket kan øge forbruget og dermed presse priserne op.
Det er i overvejende grad og som hovedregel de mere cykliske sektorer, som står for skud, når der føres handelskrig. Med andre ord de virksomheder, der bl.a. lever af at eksportere varer ud af landet. Forestil dig en virksomhed som Boeing eller Caterpillar. Hvis de skal betale yderligere 10 procent i straftold på alt, hvad de sælger til Europa, så bliver det dyrt og med til at påvirke værdisætningen af disse virksomheder på markedet, fordi en større udgift pludselig skal medregnes.
Det betyder dog også noget, hvilke lande, der fører handelskrig med hinanden. En handelskrig mellem USA og Kina kan meget vel have konsekvenser på områder som teknologi, bl.a. fordi mange halvledere produceres i Kina, og fordi mange amerikanske virksomheder får produceret teknologi i Kina, som de bruger i deres produkter. Samtidig vil det for den amerikanske forbruger blive dyrere at købe kinesiske varer, mens det for den kinesiske forbruger vil blive dyrere at købe amerikanske varer. Det kan påvirke virksomheder, som sælger varer i disse lande negativt.
Hvilke aktier kan klare sig godt i en handelskrig?
Det er som altid de mere defensive sektorer, investorerne kan ende med at flygte til, hvis handelskrigen fortsætter eller eskalerer. Områder som sundhed og guld kan være sikre havne, og det samme kan forsyningsselskaber. Det er også værd at undersøge, hvem der er specifikke virksomheders kunder. Såkaldte “nationale” virksomheder, hvor mere eller mindre al indtægt kommer fra det land, virksomheden befinder sig i, kan ske at klare sig bedre end virksomheder, som er spredt ud mere globalt.