POPULÆRE INDLÆG

Bitcoin (ikke bit coin eller bitcion): Kongen af kryptovaluta

Jeg læste på et tidspunkt en artikel om, hvor mange forkerte søgninger der er på Bitcoin (derfor den finurlige overskrift). Det vidner måske meget godt om, at folk stresser over at finde noget information om den populære kryptovaluta, når mediebilledet brager derudaf med spekulationer om, at den fortsat vil stige.

Hvad er Bitcoin?

Bitcoin er en digital valuta, der kun findes online. Den bruges til at sende penge direkte mellem mennesker uden banker eller andre mellemled. Bitcoin er baseret på blockchain-teknologi, som er en sikker og åben digital “konto”, hvor alle transaktioner registreres. Mange ser Bitcoin som en investering, fordi værdien kan stige over tid, mens andre bruger den som et alternativ til traditionelle penge. Bitcoin er den første kryptovaluta og blev skabt i 2009. Som “forgænger” har den opnået mest tillid og genkendelse blandt investorer og brugere. Dens begrænsede udbud på 21 millioner mønter gør den også attraktiv som en slags digitalt ”guld”.

Hvorfor stiger Bitcoin?

Valutamarkedet står aldrig stille, og derfor bliver der ligesom med andre valutaer handlet med Bitcoins 24/7. Det er anderledes fra aktiemarkedet, som er åbent på bestemte tidspunkter i løbet af hverdagene (lokal tid) rundt omkring i verden. Kort sagt, så stiger Bitcoin, når interessen for at købe er stor. Hvad der helt specifikt får folk til at købe, er lidt sværere at sige. Mange investorer rør ikke Bitcoin eller krypto generelt, fordi det er så spekulativt og svært at regne ud, hvad der får de digitale valutaer til at gå op og ned.

Bitcoin mangler reguleringsstatus, hvilket både har fordele og ulemper. Fraværet af regulering betyder, at den kan bruges frit på tværs af grænser og ikke er underlagt de samme statslige kontrolmekanismer som andre valutaer. Dog er prisen meget følsom over for udviklinger inden for regulering.

Investorer påvirker også prisen, når de bliver for optimistiske omkring en investering, hvilket kan føre til en overværdiansættelse. Omvendt kan de få prisen til at falde, hvis de panikker over mulige tab.
For eksempel kan kryptovalutarelaterede afgørelser fra den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC) påvirke prisen. I oktober 2021 steg Bitcoin-prisen til $69.000 få uger efter, at SEC godkendte den første amerikanske ETF knyttet til bitcoin: ProShares Bitcoin Strategy ETF (BITO). Men få måneder senere, da prisen faldt igen, lå Bitcoin omkring $40.000.

Kinas forbud mod handel og transaktioner med bitcoin i september 2021 påvirkede udbud og efterspørgsel for kryptovalutaen. Bitcoin-minedriftsanlæg i Kina blev tvunget til at flytte til lande, der var mere venligt indstillet over for kryptovalutaer. Prisen faldt fra omkring $51.000 i begyndelsen af september til cirka $41.000 ved slutningen af måneden. Kort tid efter genvandt prisen sin tidligere værdi og overgik den, da driften blev genoptaget andre steder.

Etherum, Cardano, Dogecoin, Litecoin, Tether, Solana og alle de andre

Selvom Bitcoin dominerer kryptomarkedet, er der de seneste år kommet mange flere til. En af de mest populære er Etherum, som vi ikke vil gå i detaljer med, men som opererer inden for DeFi.

Trump og Elon kan godt lide krypto

Noget af det, der i den grad har sat skub i prisen på Bitcoin og andre kryptovalutaer, er Trumps genvalg som præsident. Han har nemlig Elon Musk med som en støtte og del af regeringen, og Musk har flere gange udtrykt sig positivt om krypto, ligesom Trump har gjort det samme. Med Trump (og Elon) ved magten, regner mange med, at det bliver mere normalt og velanset at bruge kryptovaluta.

Krypto skat

Overordnet set er kryptoskat en meget dyr og kompliceret fornøjelse. Hvis du ikke sætter dig ordentligt ind i det, kan du ende med en stor skatteregning.

I Danmark beskattes kryptovaluta primært som spekulationsaktiver. Det betyder, at hvis du køber kryptovaluta med henblik på at opnå en gevinst ved senere salg, skal du oplyse både gevinster og tab på din årsopgørelse. Disse opgøres som personlig indkomst og beskattes efter gældende skattesatser.

For at beregne din skattepligtige gevinst eller dit fradragsberettigede tab skal du anvende FIFO-princippet (First In, First Out). Det betyder, at de først købte enheder af kryptovaluta anses for at være de først solgte. Du skal opgøre forskellen mellem købs- og salgsprisen for hver transaktion.

Det er vigtigt at bemærke, at der i oktober 2024 blev offentliggjort anbefalinger til ny lovgivning vedrørende beskatning af kryptoaktiver. Disse anbefalinger er endnu ikke behandlet af Folketinget, og de nuværende regler er derfor stadig gældende.

For at undgå fejl og sikre korrekt indberetning anbefales det at føre detaljerede optegnelser over alle dine kryptotransaktioner, herunder datoer, beløb og priser. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til beskatning af dine kryptoaktiviteter, kan det være en god idé at søge professionel rådgivning eller kontakte Skattestyrelsen direkte.

Bitcoin kurs (Bitcoin pris)

Hvis du vil finde ud af, hvad prisen på en Bitcoin er, er der flere muligheder. En simpel Google-søgning kan gøre det og det samme kan sider som Google Finance og Yahoo Finance. Coinbase, Binance og Kraken er populære kryptovalutabørser, hvor du også nemt kan holde dig opdateret. CoinMarketCap og CoinGecko er andre populære bud.

Hvordan køber jeg Bitcoins?

Vi vil ikke anbefale dig det ene over det andet. Faktisk vil vi slet ikke anbefale dig at investere i kryptovaluta, da det er et meget risikabelt område at investere i. Husk i den sammenhæng at læse vores disclaimer i footeren på aktietip.dk.

Ikke desto mindre har vi tidligere skrevet om Coinbase. Det kan du læse om her. Coinbase er blandt de mest troværdige kryptobørser, hvorfor det giver mening for de fleste at starte der, hvis de vil lære mere om kryptovaluta.

En god pointe er (hvis du fx vil undgå bøvl osv. med kryptoinvestering), at du kan investere i aktier, som er direkte eller indirekte eksponeret mod kryptovaluta eller bare Bitcoins. MicroStrategy, Square, BTCS, Riot Blockchain, Marathon Digital Holdings og Coinbase er blandt nogle af de mest kendte aktier, som er eksponeret mod kryptovaluta på forskellige måder.

Skal jeg købe kryptovaluta?

Det er helt op til dig selv, hvad du bruger dine penge på. Fra et investeringsperspektiv er kryptovaluta en af de mest risikable investeringer, du kan foretage dig og i Danmark er ”kryptoskatten” desuden dyr og kompliceret. Det er vigtigt, at du sætter dig ordentligt ind i tingene, før du investerer.

Bitcoin kurs historisk (Investopedia)
Bitcoin kurs historisk (kilde: Investopedia)

Andre populære kryptovalutaer

  • Ethereum (ETH)
    Ethereum er populær på grund af sin smarte kontrakt-teknologi, som gør det muligt at bygge apps og andre kryptovalutaer på platformen.
  • Binance Coin (BNB)
    Binance Coin bruges på Binance-børsen til at få rabatter på handelsgebyrer og betale transaktioner, hvilket gør den meget anvendt.
  • Tether (USDT)
    Tether er en stabil kryptovaluta (stablecoin), som er bundet til værdien af en dollar. Mange bruger den til handel og som en sikker havn i volatile markeder.
  • Cardano (ADA)
    Cardano er kendt for at være mere miljøvenlig og energieffektiv sammenlignet med Bitcoin og Ethereum, og den understøtter smarte kontrakter.
  • Ripple (XRP)
    Ripple bruges til hurtige og billige internationale pengeoverførsler, hvilket gør den populær blandt både virksomheder og enkeltpersoner.
  • Solana (SOL)
    Solana tilbyder meget hurtige og billige transaktioner, hvilket gør den attraktiv for både udviklere og brugere af kryptovaluta.
  • Polkadot (DOT)
    Polkadot gør det muligt for forskellige blockchains at arbejde sammen, hvilket gør den populær i kryptoprojekter, der kræver integration.
  • Dogecoin (DOGE)
    Oprindeligt skabt som en joke, men nu populær takket være opbakning fra berømtheder og fællesskaber samt sin lave pris pr. enhed.
  • Litecoin (LTC)
    Litecoin kaldes ofte “sølv til Bitcoins guld” og er populær for hurtigere transaktionstider og lavere omkostninger.
  • Shiba Inu (SHIB)
    Shiba Inu er en meme-baseret kryptovaluta, der tiltrak opmærksomhed og popularitet som konkurrent til Dogecoin.

Søg på hjemmesiden