POPULÆRE INDLÆG

Er der mere vækst i vente i en Freetrailer aktie?

Verdens største pengetank i form af den norske oliefond har købt op i den danske kursraket, Freetrailer. Et enormt rygstød til en virksomhed, der fortsætter med at vækste, og hvor aktiekursen de sidste fem år er steget over 1.750 procent.

Hvad laver Freetrailer?

Freetrailer er Skandinaviens største trailerudlejer og samarbejder med bl.a. Jem & Fix, XL Byg, Silvan, Ikea og Bilka. Partnere betaler et fast beløb hver måned for at have trailere til rådighed, hvilket på den måde giver Freetrailer en fast partnerindtægt. Brugere kan leje en trailer gratis i op til tre timer via en app, hvor de kan se den nærmeste trailer. Foruden betaling fra partnere tjener selskabet penge på forskellige tillægstjenester såsom ekstra gebyrer for at reservere en trailer til et bestemt tidspunkt, forlænget leje og en forsikring til 69 kr., som ifølge selskabet er populær blandt deres kunder.

Freetrailer har været børsnoteret på Spotlight Stock Market siden 2018.

Hvad er Spotlight Stock Market?

Spotlight Stock Market kaldes også for ”vækstbørsen” eller ”Spotlight-børsen”. Den er svensk, men med flere ”landeafdelinger” – herunder en dansk. Hvis du som dansk selskab ligesom Freetrailer er noteret på Spotlight Stock Market, er du i princippet noteret i Sverige, men aktien handles i danske kroner. Spotlight-børsen henvender sig til mindre selskaber. Den har lempeligere krav end hovedbørsen, og blev startet med det formål at gøre det muligt for mindre virksomheder at hente kapital, og samtidig gøre investeringsprocessen nem, sikker og transparent for investorer såvel som virksomheder.

Freetrailer aktie: Hvad gør den interessant som aktieinvestering?

Det vilde ved Freetrailer er, at de tjener penge, mens de vækster meget. For vækstvirksomheder ser man ofte, at de låner penge, mens de vækster, og så håber man på en stor indtjening i fremtiden, når væksten har nået et passende niveau. Det er noget af det, der gør vækstvirksomheder volatile, fordi en forfejlet vækststrategi kan betyde, at de står tilbage med en masse gæld, som er svær at betale.

For Freetrailer er det dog anderledes. De har ingen gæld og penge på tegnebogen. De vækster stadig pænt og laver overskud.

Nogle af de ting, jeg godt kan lide ved Freetrailer, er:

  • Ingen gæld, pæn indtjening og pæn vækst. Sjældent for en vækstvirksomhed af den størrelse.
  • En ”asset light” forretningsmodel, som kræver en håndfuld trailere, vedligeholdelse af trailere og en velfungerende app.
  • Forretningsmodellen virker også forholdsvis modstandsdygtig over for ”al slags vejr”. At leje en gratis trailer er formentlig ikke noget, man gør mindre af, hvis det ikke går lige godt med verdensøkonomien. Dog kan man sige, at det formentlig bliver til lidt færre kørsler og udlejning, hvis færre mennesker skal bruge trailere til diverse projekter og større indkøb (som kan være en indirekte effekt af, hvis verdensøkonomien ikke har det for godt), men Freetrailer vil stadig falde tilbage på en fast indkomst fra deres partnerskaber.
  • Stærkt incitament fra partnere til at fortsætte samarbejdet med Freetrailer, eftersom de slipper for administration og vedligeholdelse ifm. udlejning af trailere, samtidig med at de sikrer øget kundetrafik til deres butikker, synlighed og branding og mulighed for mersalg. Derudover er muligheden for at leje en trailer gratis et eksempel på rigtig god kundeservice for disse partnere.
  • At have den norske oliefond som investor er et stærkt rygstød for troværdigheden, når Freetrailer skal ud i verden og vækste og finde nye samarbejdspartnere.
  • Der er et bæredygtighedselement i at leje fremfor at eje. Mange mennesker (specielt dem i storbyer) er afhængige af at leje en trailer, fordi de ikke har plads til en. Derudover koster en trailer hurtigt flere tusinde kroner, hvilket alle ikke er villige til at ofre, selvom de har plads til en.
  • Ifølge Marketscreener handles Freetrailer ”kun” til en forward P/E for 2024 på 35,6. Umiddelbart ikke svimlende højt for en mindre vækstvirksomhed.

Hvor skal væksten komme fra?

Væksten skal hovedsageligt komme fra at ekspandere til nye markeder. Freetrailer startede med at sætte sig fast på det danske marked, og er siden blevet markedsledende i både Sverige og Norge for udlejning af trailere. De har allerede været til stede i Tyskland i et par år og de startede også i Holland i indeværende år. I deres seneste regnskab fortæller Freetrailer om en vækst i Tyskland på 27,7 procent, hvilket blandt andet skyldes en justering af prismodellen og øgning i antallet af trailere i Tyskland. Norge er med en vækst på 54,8 procent det marked, der har vækstet mest. Freetrailer har før udtalt, at de kigger på Storbritannien og Belgien som potentielle nye markeder at starte op i.

Hvilke risici er der i at eje en Freetrailer aktie?

Det dufter jo af guld og grønne skove med alt det, der har været skrevet om Freetrailer i dette indlæg indtil videre. Personligt synes jeg, at Freetrailer ligner en sjælden, god vækstcase, hvor meget skal gå galt, før korthuset vælter. En udfordring med at slå sig fast i nye markeder er naturligvis en oplagt risiko, men Freetrailer melder fortsat om øget vækst i et marked som Tyskland, der i og for sig er det land i Europa med flest indbyggere.

Det er også positivt, at de skriver, at den øgede vækst på netop dette marked bl.a. kommer fra, at de har stillet flere trailere til rådighed. Hvis væksten på en eller flere nye markeder ikke udvikler sig som håbet, har Freetrailer stadig deres primære markeder at falde tilbage på, hvor de stadig vækster.

Det vil dog ændre den langsigtede udsigt for virksomhedens vækstpotentiale, der stadig vil være god, men formentlig mindre optimistisk.

Prissætning som potentiel udfordring på den korte bane

En anden oplagt udfordring er, at prisen på en aktie i Freetrailer allerede er pustet op på et højt niveau. Selvom forward P/E for 2024 ifølge Marketscreener ”kun” er på 35,6, ser aktien ud til at være på et ret ”fair” niveau ift. forventet vækst, pengestrømme osv. Dette er kun en subjektiv vurdering, men prisen på en aktie i Freetrailer kan godt se lidt for høj ud på nuværende niveau. Der er stadig en del vækst i vente og det er interessant, hvordan Freetrailer kommer til at klare sig i 2025 på deres nye markeder, og hvad de ellers har af vækstplaner at løfte sløret for.

Dermed ikke sagt, at Freetrailer-aktien ikke kan fortsætte med at stige. Nogle gange er historiefortællinger med til at drive aktiekurser lige så meget op, som konkrete nøgletal og matematiske formler kan være det. Dyr eller ej, så har Freetrailer gang i noget meget imponerende. Hvis de i fremtiden kan fortsætte med at vækste og sætte sig fast på endnu flere markeder, end de har formået indtil videre, så kan aktiekursen nå meget langt op.

Freetrailer som opkøbskandidat?

Freetrailer som opkøbskandidat er ikke på tale her og nu, som jeg har fulgt med. Ikke desto mindre kan man aldrig udelukke, at større virksomheder på et tidspunkt ser en idé i at gafle en virksomhed som Freetrailer og få den ind under sin paraply. Selskaber, som i forvejen arbejder med deleøkonomi eller udlejning af forskellig art (fx GoMore, Uber osv.) kunne i fremtiden måske godt se en fidus i at eje en virksomhed som Freetrailer.

Husk at læse aktietip.dk’s disclaimer, som du finder i footeren. Alt skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Skribenten ejer ikke selv aktier i Freetrailer. Du finder flere analyser her.

Freetrailer aktie
Vil en Freetrailer aktie blive mere værd i fremtiden?

 

VIGTIG LÆSNING: ANSVARSFRASKRIVELSE/DISCLAIMER

Det er vigtigt, at du læser vores ansvarsfraskrivelse (disclaimer), som du finder i footeren eller via dette link. ALT indhold på aktietip.dk skal læses som inspiration og ikke som anbefalinger. Hvis skribenten selv er investeret i nogle af de nævnte investeringsprodukter i et indlæg, vil det fremgå af teksten i indlægget. Aktietip.dk og/eller skribenter af indlæg på aktietip.dk kan ikke drages til ansvar for dine investeringsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at du foretager dine egne, grundige analyser, inden du vælger at investere, eller at du søger professionel rådgivning. Aktietip.dk er slet ikke i en position, hvor vi kan rådgive dig om investering, eftersom vi hverken har rådgiverlicens eller kender til din investeringsstrategi. 

Søg på hjemmesiden