POPULÆRE INDLÆG

Kom i gang med at investere

Det kan føles som et stort skridt, at skulle i gang med at investere. Men det behøver hverken at være kompliceret eller nervepirrende. For langt de fleste handler det om at finde en tilgang, der er forholdsvis automatiseret, og hvor du ikke selv skal sidde og bruge tid på at analysere og vurdere forskellige investeringsmuligheder. Det er den mere komplicerede måde at investere i aktier på, og den behøver du absolut ikke følge, hvis du bare gerne vil investere i noget forholdsvis sikkert og uden at bruge for meget tid på det.

Jeg ser lidt det at starte med at investere som at starte med styrketræning i et fitnesscenter. Hvis du ikke ved særlig meget om, hvad du laver, så gør du nok smartest i at holde dig til maskinerne, hvis du vil begrænse chancen for at rode dig ud i nogle skæve bevægelser, som din krop kun bliver skadet af. Her er maskinerne et nemt og forholdsvis sikkert valg. Hvis du til gengæld hopper direkte i de løse håndvægte uden at vide særlig meget, så er der meget større chance for, at du ender med at lave øvelserne så forkert, at du bliver skadet. På samme måde findes der på aktiemarkedet forskellige måder, du kan investere på. Nogle er forholdsvis simple og ligetil, mens andre er mere komplicerede.

Længere nede på siden kommer vi med noget mere konkret information ift., hvad du kan investere i, hvis du vil investere lidt med livrem og seler – og så simpelt som muligt.

Simpel investeringsguide

Nedenfor kan du ved at svare på kun to spørgsmål få en idé om, hvordan det vil give mening for dig at investere. Vær opmærksom på, at guiden kun er vejledende. Vi henviser i den forbindelse til vores disclaimer i footeren på aktietip.dk


Åben et aktiedepot og/eller en aktiesparekonto

Første skridt for alle er at få åbnet et aktiedepot og eventuelt en aktiesparekonto. Det kan du gøre mange steder, bl.a. hos din egen bank. Jeg vil ikke anbefale det ene over det andet, men både Nordnet og Saxo Bank er banker, som er meget konkurrencedygtige på investeringsområdet, når det kommer til deres handelsplatform samt diverse omkostninger. Det er de af den simple årsag, at de modsat andre konventionelle banker har lagt størstedelen af deres fokus og ressourcer på næsten udelukkende at beskæftige sig med investering. Jeg er selv kunde hos dem begge, men jeg bruger mest Nordnet, fordi jeg synes, at deres platform er mere brugervenlig. Det er dog en smagssag. Det er desuden gratis at oprette aktiedepoter og en aktiesparekonto begge steder. Og det er noget, der kan gøres på meget få minutter. Til andre personlige konti bruger jeg en helt tredje bank, så Nordnet og Saxo Bank bruger jeg kun til investering.

Start i det små

Det er min klare overbevisning, at du lærer mere om investering og bliver mere fortrøstningsfuld med at investere dine penge, når du rent faktisk er investeret i markedet. Også selvom det er med et mindre startbeløb. Mange mennesker står på sidelinjen og forsøger at lære det, de kan, inden de kommer i gang. Det kan betyde, at de enten aldrig kommer i gang eller at de måske kommer i gang for sent. Nogen har også en idé om, at de vil forsøge at ”time” markedet. Men her peger al forskning på, at tid i markedet slår timing af markedet. Det er svært at time markedet, og derfor er det med at komme i gang fremfor at vente på det rigtige tidspunkt, som måske aldrig kommer.

Jeg skal passe på med at rådgive om investering, men jeg kan fortælle, hvad jeg selv gjorde, uden at det skal ses som en anbefaling om at gøre det samme. Jeg tog 1-5000 kroner og investerede dem i to forskellige aktier. Det var penge, jeg ikke var nervøs for at miste. Jeg regnede nok nærmere med at miste dem, fordi jeg ikke vidst meget om investering på daværende tidspunkt. Noget steg og noget faldt, men jeg lærte mere af at være investeret, fordi jeg fulgte mere med, end da jeg stod på sidelinjen.

Månedsopsparing

Månedsopsparingen er en god løsning for dig, som 1) ikke vil forholde sig til noget som helst og bare vil have alt til at køre automatisk eller 2) ikke har så meget at lægge til side hver måned, og derfor gerne vil spare lidt penge på kurtage. Månedsopsparing er en funktion, du let kan sætte op på dit aktiedepot. Månedsopsparingen kan ikke bruges på din aktiesparekonto. Fordelen ved en månedsopsparing er først og fremmest, at du vælger, hvad dine penge automatisk skal investeres i hver måned, så du ikke manuelt skal ind og købe hver gang. En anden fordel er, at du kan spare kurtage, når du bruger månedsopsparingen. Du sparer altså både tid og penge. Helt konkret sørger du for, at der automatisk indbetales penge fra din bankkonto til dit aktiedepot hver måned. På din platform kan du så forudbestemme, hvad de penge automatisk skal investeres i, når de tikker ind på dit aktiedepot. Så groft sagt er der tre trin, du skal forholde dig til, når du sætter en månedsopsparing op. 1) Du skal oprette et aktiedepot. 2) Der skal komme penge ind på dit aktiedepot hver måned, som du kan investere for. Det gør du ved at lave en automatisk månedlig overførsel fra din normale bankkonto til dit aktiedepot. 3) Du skal aktivere månedsopsparingen og vælge, hvad dine penge automatisk skal investeres i hver måned. Inden du beslutter dig for, om en månedsopsparing er noget for dig, anbefaler jeg, at du læser om det på de forskellige platforme.

Aktiesparekonto

Aktiesparekontoen kan du kun have én af på tværs af alle de banker, du er kunde hos. Og så må du maksimalt indsætte 135.900 kroner på den i 2024 (160.000 i 2025). Vær opmærksom på, at beløbsgrænsen fortsat kan ændre sig. Fordelen ved en aktiesparekonto er, at du kun betaler 17 procent i skat. På et normalt aktiedepot betaler du mindst 27 procent og helt op til 42 procent, når dine gevinster vokser sig større. Ulempen ved aktiesparekontoen er, at du er lagerbeskattet. Det betyder, at du betaler skat af dine gevinster hvert år, selvom du ikke har indløst dem ved at sælge. Du betaler kurtage, hver gang du handler gennem din aktiesparekonto. Derfor er det som udgangspunkt smartest at investere så meget som muligt ad gangen, da du betaler kurtage for hver gang, du handler. ETF’er og akkumulerende investeringsforeninger passer fra et skatteperspektiv rigtig godt til din aktiesparekonto, fordi de alligevel lagerbeskattes på at almindeligt aktiedepot. Det kan du læse meget mere om på vores sider om ETF’er eller vores leksikonside om skat af aktier. Her kan du også læse, hvordan du smartest og nemmest betaler din skat, hvis du er investeret via din aktiesparekonto. Det er nemlig anderledes end med dit almindelige aktiedepot. Vi har også oprettet en Q&A om aktiesparekontoen, hvor du kan finde svar på de fleste spørgsmål.

Først månedsopsparing, så aktiesparekonto

For dig, der gerne vil fylde din aktiesparekonto op, men ikke har særlig mange penge at rykke med ad gangen, kan det nogle gange betale sig at bruge månedsopsparingen som en nem og billig måde til at samle en pulje af penge, som du senere kan investere på din aktiesparekonto. Modsat at spare pengene op på en normal bankkonto, er der naturligvis den risiko forbundet med dette, at dine investeringer via månedsopsparingen kan miste værdi frem til den dag, hvor du gerne vil have dem ind på din aktiesparekonto. Til gengæld vil du være investeret, mens du sparer op og dermed ikke stå ved siden af markedet. Samtidig kan du finde noget mindre risikabelt at investere i, såsom brede indeksfonde.

Akkumulerende og distribuerende

To ord, du med fordel bør lære at forstå, er akkumulerende og distribuerende. For enhver investeringsforening eller ETF vil det fremgå, om den er det ene eller det andet. Det har (som vi tidligere har skrevet om) stor betydning for, om du bør investere i den ene eller den anden type. På vores leksikonside om skatteregler for aktier går vi mere i detaljer med de forskellige typer af beskatning. Helt kort betyder akkumulerende, at udbytte geninvesteres, mens distribuerende modsat betyder, at udbytte udbetales.

Udbytteaktier

En udbytteaktie er en aktie i en virksomhed, som betaler udbytte. Det er ikke alle virksomheder, som betaler udbytte. Udbytte er en del af virksomhedens overskud, som udbetales til aktionærerne. Udbytte kan både udbetales månedligt, hvert kvartal og årligt. Fordelen ved en udbytteaktie er, at du har en forudsigelig indkomst i form af det udbytte, du modtager for din investering i virksomheden. Virksomheder som betaler udbytte, har ofte en forholdsvis stabil indtjening, fordi de lige netop skal bruge deres overskud til at betale udbytte. Hvis en virksomhed tjener 1 milliard kroner i overskud, kan de fx vælge at sige, at de vil udbetale 500 millioner kroner (altså halvdelen) af det overskud til sine aktionærer. Der udregnes, hvor meget det er pr. aktie, og du får derfor udbytte udbetalt til din konto alt efter, hvor mange aktier du har i virksomheden. Hvis udbyttet fx er fem kroner pr. aktie og du har 100 aktier, så vil du modtage 500 kroner i udbytte. Der er dog den lille finte, at du skal betale skat af det udbytte, du modtager. Når et selskab udbetaler udbytte, falder dets værdi ofte svarende til den mængde udbytte, det har betalt. Det er fordi, virksomheden tager penge fra sin egenkapital for at betale udbytte. Med andre ord deler virksomheden ud af deres opsparing, hvilket naturligvis betyder, at den falder i værdi. For dem, som allerede er aktionærer i virksomheden, gør det ingen regel forskel, fordi de modtager penge direkte på deres konto svarende til det, som aktiekursen falder.

Hvordan bør du investere?

For at gøre det rigtig nemt for dig, har vi samlet nogle forslag med udgangspunkt i forskellige økonomiske situationer, du måtte stå. Husk på, at alt på denne side skal læses som ren og skær inspiration og ikke som anbefalinger, da vi ikke har tilladelse eller licens til at lave investeringsanbefalinger. Vi henviser til vores disclaimer for mere information om dette.

Investering af fast og mindre månedligt beløb

Hvad et mindre månedligt beløb er, er naturligvis subjektivt. Her henviser vi til alt imellem 100 og 4.000 kroner. Når du investerer for et beløb hver måned, skal du være opmærksom på, at det koster kurtage, hver gang du handler. Men du kan slippe for at betale kurtage ved at bruge månedsopsparingen, som du kun kan bruge med et normalt aktiedepot. På en side som Nordnet eller Saxo Bank kan du nemt finde ud af, hvordan det sættes op og ellers kan du læse længere oppe på denne side under “månedsopsparing”. Hvis du vil gøre det så nemt for dig selv som muligt, anbefaler vi, at du starter med at investere dine penge i nogle brede indeksfonde (investeringsforeninger), som er distribuerende. Hvis vi skal pege på én, vil vi vælge Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d. ISIN: DK0010263052, som er en bred indeksfond, der følger verdens udviklede markeder. Hvis du vil have flere alternativer at vælge imellem, hvor der er lidt mere risiko, kan du kigge på denne side, hvor vi har skrevet mere om investeringsforeninger og indeksfonde.

Investering af fast og større månedligt beløb

Hvis du har et månedligt beløb til rådighed, som er højere end 4.000 kroner, så har du flere muligheder at vælge imellem. Den første er magen til tilgangen ovenfor. Det er den automatiske proces, hvor du ikke skal forholde dig til særlig meget. Den anden er, at du manuelt vælger, hvad du vil investere i hver måned. Hvis du har større beløb til rådighed hver måned, kan du sagtens investere i ETF’er på din aktiesparekonto, indtil din aktiesparekonto er fyldt op. Der er også den mulighed, at du kan bruge månedsopsparingen, indtil du har sparet et endnu større beløb op, som du så kan flytte til ETF’er eller akkumulerende investeringsforeninger på din aktiesparekonto. Det har vi skrevet om længere oppe på denne side under afsnittet “førstmånedsopsparing, så aktiesparekonto”. Her på siden kan du se, hvilke ETF’er, vi bedst kan lide. Hvis du gerne vil investere i noget, der billigt og meget bredt, så vil vi pege på Amundi MSCI World V UCITS ETF Acc. (LCUW). ISIN: LU1781541179 som en rigtig god mulighed for langt de fleste.

Investering af større beløb på én gang

Hvis du ligger inde med et større beløb, som du gerne vil investere med det samme, er der også flere muligheder, vi vil anbefale. Først og fremmest bør du kigge på, om det giver mening at få fyldt din aktiesparekonto op med det samme, så du kan gøre brug af den fordelagtige skattebesparelse, det giver dig på sigt. Her vil vi igen henvise til Amundi MSCI World V UCITS ETF Acc. (LCUW). ISIN: LU1781541179 som et rigtig godt bud til dem, der vil investere i noget bredt og forholdsvist sikkert (selvom aktieinvestering aldrig må kaldes for “sikkert”). Du sparer mange penge i skat ved at investere i ETF’er på din aktiesparekonto, men du skal også manuelt ind og afregne skattebetalingen hvert år, fordi du skal betale skat af dine gevinster hvert år, selvom du ikke har solgt noget eller taget nogen som helst gevinst. Derfor skal du også være sikker på, at du har penge til at betale den skatteregning, som kommer hvert år, hvis dine investeringer stiger i værdi. Betalingen fungerer nemt via din bank eller handelsplatform. Du skal bare sørge for, at pengene ligger på din aktiesparekonto som frie midler, der ikke er investeret, når det er tid til at betale “lagerskatten”, som det hedder. Du kan læse meget mere om ETF’er på denne side og meget mere om aktiesparekontoen på denne side.

Hvis du ikke orker at bøvle med en årlig skatteafregning og først har tænkt dig at forholde dig til skat, den dag du vælger at sælge dine investeringer, så skal du i stedet overveje at investere dit større beløb i en distribuerende indeksfond eller investeringsforening, som fx Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d. ISIN: DK0010263052, som vi også har fremhævet ovenfor eller en indeksfond med lidt mere risiko, som du kan se nogle forslag til på denne side.

 

Begynderfejl og fejl generelt

Investér ikke for lånte penge

Det siger selv. Hvis du investerer for dine egne penge, er det værste, der kan ske, at du går i nul. Med lånte penge kan du gå i minus og ende med at skylde.

 

Investér ikke for penge, du ikke kan tåle at miste

Aktieinvestering indebærer altid en risiko, som er, at du mister dine penge eller at de falder i værdi henad vejen. Det skal du være klar over inden.

 

Investér ikke for penge, du skal bruge i den nærmeste fremtid

Aktiemarkedet bevæger sig fremad over tid og ikke nødvendigvis fra lige netop den dag, hvor du starter med at investere. En tommelfingerregel er mindst fem år og gerne mere.

 

Forsøg ikke at time markedet

Tid i markedet slår timing af markedet. Det peger al forskning på. Hellere kom i gang i stedet for at vente på sidelinjen. Ingen kender det rigtige tidspunkt.

 

Stol ikke blindt på anbefalinger

Hvad enten det er kloge mennesker på Facebook eller professionelle analytikere, skal du stole på dine egen analyse og dømmekraft. Hvis det lyder for godt til at være sandt med anbefalinger på nettet, er det ofte også tilfældet.

 

Pak følelserne væk

Hvis du er drevet af dine følelser, når du investerer, er der god chance for, at du kommer til at træffe nogle impulsive og forkerte valg, som ikke er gennemtænkte.

 

Vær tålmodig

Det er de færreste, der køber en aktie og ser den stige med det samme. Lad tiden arbejde for dig og læg en plan for, hvor lang tid du er villig til at vente på, at en aktie stiger.

 

Forstå det, du investerer i

Hvis du ikke forstår, hvad du investerer i, er dine aktier bare tal på en skærm. At forstå virksomhederne giver dig en langt bedre føling med, hvad dine penge er investeret i.

Søg på hjemmesiden